Med tårer i øjnene puttede den syvårige prinsesse Josephine sig mandag aften dybt ind i sin mors arme, da det danske band Lukas Graham optrådte under DRs fødselsdagsshow i anledningen af hendes far - kronprins Frederiks - 50 års fødselsdag.

Det var dog ikke kun den lille prinsesse, der var rørt under sangen 'You're Not There', som blev opført for at mindes hendes bedstefar, prins Henrik, der gik bort i februar. Det var forsangeren - Lukas Forchhammer - også selv.

Det fortæller han til DR.

Sangen 'You're Not There' skrev han selv, efter han mistede sin far for fem år siden, og han kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan den påvirkede den kongelige familie.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Særligt prinsesse Josephines tårer ramte ham, forklarer han, fordi hun siden, de to mødte hinanden første gang for to år siden, har mistet sin farfar.

»Og så har du bare en ulykkelig, lille pige. Så er det lige meget, om du er prinsesse, eller om du er bagerens datter. Du mangler din farfar. Min datter mødte aldrig sin farfar. Det er sådan noget, der rammer mig, når jeg ser sådan en reaktion,« siger Lukas Forchhammer, der i efteråret 2016 blev far for første gang, til DR.

Lukas Graham - her i Norge - spillede til kronprins Frederik 50 års fødselsdagsshow.
Lukas Graham - her i Norge - spillede til kronprins Frederik 50 års fødselsdagsshow. Foto: Berit ROALD
Vis mere

Han forklarer dog, at han også mener, kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn er heldige, fordi de trods alt nåede at møde deres farfar og lære ham at kende, mens hans egen datter ikke får den mulighed.

Det stort anlagte tv-show 'Hele Danmark fejrer kronprinsen' afsluttede mandag aften en hel uge med fødselsdagsfejring af kronprins Frederik.

Fejringen kulminerede lørdag - på hans fødselsdag - hvor han først blev hyldet med flagviften og hurraråb fra hundredvis af fremmødte på Amalienborg Slotsplads og siden ved et gallataffel med 360 gæster på Christiansborg Slot om aftenen - hvor hans hustru, kronprinsesse Mary, endte med at løbe med al opmærksomheden på grund af hendes rørende og morsomme tale til ham.