Det virker nærmest uundgåeligt, at den lille britiske prins Louis tiltrækker sig opmærksomhed, når han er ude til arrangementer.
Og ganske rigtigt. Da han fredag deltog i en julekoncert i Westminster Abbey, skete det igen.
Denne gang var det på grund af et stearinlys.
Det skriver en række britiske og internationale medier, som Sky News, The Sun, The Independent og People.

Den femårige prins Louis var mødt op i den store kirke sammen med sine søskende, storebror prins George og storesøster Charlotte, samt deres forældre – prins William og prinsesse Kate – for at overvære koncerten 'Together At Christmas'.
Undervejs hilste den royale familie på officielle embedsmænd, sendte julebreve til børn, der måske har det svært denne jul, tog billeder og lyttede til musik.
Mod gudstjenestens afslutning sluttede de tre søskende sig til menigheden med tændte lys.
Og det var i den forbindelse, at Louis igen fik folk til at trække på smilene, som han ofte har formået at gøre før.

For mens der blev taget billeder af de kongelige med deres lys, lænede Louis sig over mod sin storesøster, tog luft ind – og pustede hendes lys ud.
På billederne kan man se, at Kate opdager, hvad der er ved at foregå, mens Charlotte ses grine af sin lillebror.
Det er langt fra første gang, at den lille prins på den måde løber med opmærksomheden.
Tidligere på året under det traditionelle 'Trooping the Colour'-show skar Louis ansigt og lavede humoristiske grimasser foran de mange fremmødte, mens han stod på balkonen på Buckingham Palace.

Og da nu afdøde dronning Elizabeth sidste år kunne fejre 70 års-regeringsjubilæum, var det også Louis, der stjal showet.
Blandt andet da han holdt sig for ørene for at skærme for larmen fra de jagerfly, der fløj hen over slottet.

