Timingen kunne ikke være værre.

Da Alexandra i foråret 2020 landede et nyt prestigefyldt job hos Bang & Olufsen, var det meningen, at hun skulle rejse en del mellem Danmark og Asien.

Som Director of Client Programmes skulle hun være bindeled mellem København, Seoul og Beijing.

Men det satte coronakrisen en stopper for på det værst tænkelige tidspunkt. I stedet var grevinden nødt til at blive hjemme og finde på andre ting at give sig til.

Nu taler grevinden ud om den svære jobstart. Det sker ved åbningen af en ny stor Bang og Olufsen-butik i Odense fredag eftermiddag.

»Ja, det har helt sikkert været hårdt. Mit arbejde går jo ud på at finde nye kunder inden for VIP-området. Og især i den store verden. Bang & Olufsen er kendt af 90 procent i Danmark, så for mig er det utroligt spændende at komme ud i nogle områder i verden – især i Asien – hvor kendskabet ikke er stort. Hvor man virkelig kan tale om de danske værdier, som er noget, jeg brænder for,« siger grevinde Alexandra til B.T.

Grevinde Alexandra klippede snoren til den nye B&O-butik i Odense.
Grevinde Alexandra klippede snoren til den nye B&O-butik i Odense.
Vis mere

Men nu vender det hele. Grevinden får endelig mulighed for at komme ud i verden og begynde på sit job.

»Vi er mange, der har siddet isoleret bag skærmen i meget lang tid. Det med at komme ud fysisk og komme ud og møde kunderne i den store verden og mærke pulsen igen,« siger hun.

Så mens de fleste danskerne lige nu drømmer om sommerferie, drømmer Alexandra om at arbejde. Hendes kuffert står nærmest klar i kulissen, og hun er klar til at rejse ud i verden.

»Jeg skal arbejde. Jeg brænder for at komme ud til Asien, og Sydkorea og Kina er store markeder. Der er der, mit fokus kommer til at være. Det bliver spændende at komme ud i den store verden,« siger hun og forklarer, at det formentlig bliver til europæiske destinationer, inden hun drager mod Asien igen.

»De er mere lukkede rejsemæssigt end de europæiske markeder, så mon ikke det bliver det europæske marked først,« siger hun.

Grevinde Alexandra foran Bang & Olufsen i Odense.
Grevinde Alexandra foran Bang & Olufsen i Odense.
Vis mere

Ellers sker der en del andet på hjemmefronten.

For nylig kunne B.T. afsløre, at grevinde Alexandra havde mødt en ny mand. Hendes hjerter banker lige nu for Nicolai Peitersen, der er en dansk forretningsmand, der både har base her i Danmark og i Kina.

Og så står hun lige nu over for en ret stor flytning. Den 1. juli fik grevinden nøglerne til sin nye lækre lejlighed på Klerkegade i København K, og dermed siger hun farvel til forstadsfruelivet i Charlottenlund.

Men nu afslører hun, at hun ikke helt er flytteklar endnu.

»Ikke endnu. Jeg står begge steder. Så det går lidt langsomt,« siger hun.

I sidste uge blev prins Felix student, og om lidt flyver han fra reden, når han begynder i militæret. Samtidig brød grevinden et kæmpe tabu og indrømmede, at hun havde fået en ansigtsløftning.

»Jamen, altså, jeg er bare lykkelig der, hvor jeg er i mit liv,« siger grevinde Alexandra, da B.T. spørger, hvordan hun har haft det med den massive omtale efter ansigtsløftningen.