Det vakte stor opsigt, da prins Felix i september stoppede efter en måned på Hærens løjtnantuddannelse.

Men nu har den 19-årige prins fundet et nyt job. Han skal være i lære hos Mærsk som strategic trainee. Hvad jobbet konkret indebærer vides ikke. Her skal han være, inden han søger ind på uddannelse.

Prins Felix' mor, grevinde Alexandra, er ikke så lidt begejstret for, at sønnen nu har fundet noget nyt at give sig i kast med.

»Jeg er utrolig stolt af ham,« siger grevinde Alexandra gennem sin presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, til B.T.

Prins Felix da han i sommer blev student. Foto: Mads Claus Rasmussen.
Prins Felix da han i sommer blev student. Foto: Mads Claus Rasmussen.
Vis mere

Prins Felix blev student i sommer, og her afslørede han over for B.T., hvad hans studieplaner kunne være.

Men på daværende tidspunkt var han stålsat på, at han først skulle to år i militæret.

»Det kunne være noget CBS (Copenhagen Business School), men jeg er ikke fast besluttet på det, så nu har jeg lige to år til at tænke over det,« sagde prins Felix, efter han havde fået huen på.

Det lader til, at prins Felix går i sin storebrors, prins Nikolais, fodspor.

Prins Nikolai stoppede nemlig også før tid med sin militæruddannelse, inden han kom i lære hos ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt. Herefter søgte han ind på CBS.

Nu hvor prins Felix har landet det nye job hos Mærsk, lader det til, at det kan være starten på en karriere i erhvervslivet.

Et job, der kan give prinsen inspiration og indikation på, hvilken uddannelse han skal søge ind på, når den tid kommer.

»Det er en god og lærerig erfaring, inden han træffer det endelig valg af studie,« siger grevinde Alexandra.

Andre læser også