Lyt til artiklen

Grevinde Alexandra optrådte lørdag aften for første gang med sin debutsingle, 'Wash Me Away', i Malmö Arena til et privat velgørenhedsarrangement.

Hun overværede dog ikke resten af showet, for efter egen optræden smuttede hun hjem for at fejre sin sangdebut med sine nærmeste, fortæller Alexandras privatsekretær, Helle Von Wildenrath Løvgreen, til B.T.

Den private begivenhed, som 1.200 gæster overværede, blev afholdt til fordel for den svenske velgørenhedsorganisation 'Star for Life', der hjælper fattige og udsatte børn i det sydlige Afrika til at få en chance i livet.

»Vi sad med tårer i øjnene. Vi synes simpelthen, Alexandra gjorde det så fantastisk. Og det var en stor lettelse, da det var overstået, fordi det gik så godt,« fortæller Helle Von Wildenrath Løvgreen.

Grevinde Alexandra under sin optræden i Malmö Arena
Grevinde Alexandra under sin optræden i Malmö Arena Foto: MARIE ALVEHAGEN
Vis mere

Ud over Alexandra var der en masse andre optrædener på scenen.

Bl.a. nogle sangere fra Sydafrika, fortæller privatsekretæren, der beskriver aftenen som fyldt med rigtig mange dygtige mennesker.

Det hele faldt sammen med værten for aftenen og stifteren af organisationens egen 75-års fødselsdag, hans hustrus 50-års fødselsdag og Malmö Arenas 10-års jubilæum.

Der var folk samlet fra hele verden i arenaen, fortæller Helle Von Wildenrath Løvgreen, at værten havde sagt i sin indledende tale.

En syngende grevinde Alexandra lørdag aften i Malmö Arena
En syngende grevinde Alexandra lørdag aften i Malmö Arena
Vis mere

Men selv om der var planlagt diskotek og dans efterfølgende, smuttede grevinde Alexandra efter sin optræden over til et mindre pressemøde og så direkte hjem.

Selv om grevinden var træt, var det ikke lige på hovedet i seng for hendes vedkommende.

Hun fejrede nemlig sin sangdebut om aftenen med de nærmeste, fortæller Helle Von Wildenrath Løvgreen, der dog ikke vil oplyse, hvor fejringen fandt sted.

Ud over hendes nærmeste familie og venner har mange danskere hørt sangen, og det har affødt en del blandede reaktioner.

Grevinden i Malmö Arena
Grevinden i Malmö Arena Foto: MARIE ALVEHAGEN
Vis mere

Og som reaktion på reaktionerne sagde grevinde Alexandra lørdag efter showet:

»Jeg understreger her, at jeg er amatør. Jeg synes, det er utroligt, at sangen bliver sammenlignet med Lukas Graham. Slap dog af, siger jeg. Det er en velgørenhedssang. Jeg er ikke professionel, jeg har ikke tænkt mig at bevæge mig på den store scene som et livsvilkår. Det er ikke en ny karriere,« understregede hun bestemt med henvisning til de blandede reaktioner, hendes sang har fået i medierne.