Grev Felix meddelte sidste år, at han var blevet optaget på Copenhagen Business School (CBS red.), hvor også hans bror grev Nikolai som bekendt er elev.

Men efter blot et år, har den tidligere prins skiftet uddannelse.

Han er nemlig stoppet på sin først valgte linje, International Shipping and Trade, for i stedet at starte på linjen Business Administration and Service Management.

Dermed går han bogstaveligt talt i storebrors fodspor, da der er tale om den selvsamme uddannelse, som grev Nikolai læser.

Skiftet sker af en bestemt årsag.

»Jeg skiftede linje, fordi jeg gerne ville have en linje, som giver mig et bredere udvalg af karrierer senere,« oplyser grev Felix gennem presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen til B.T. 

Grev Felix har tidligere haft en trainee-stilling hos Mærsk, hvorfor linjen 'International Shipping and Trade', virkede som det oplagte studievalg dengang.

Det var tilbage i juni 2021, at grev Felix blev student fra Gammel Hellerup Gymnasium, og han begyndte i august samme år i militæret. Men efter kort tid stod det klart, at han ikke var kommet på rette hylde.

Derfor afbrød han uddannelsen i militæret.

Grev Felix sammen med prins Joachim, grevinde Alexandra og grev Nikolai efter at han er blevet student fra Gammel Hellerup Gymnasium, onsdag den 23. juni 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Grev Felix sammen med prins Joachim, grevinde Alexandra og grev Nikolai efter at han er blevet student fra Gammel Hellerup Gymnasium, onsdag den 23. juni 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

I et stort interview med B.T. sidste år sagde grevinde Alexandra dengang, at det ikke var nogen nem beslutning for hendes yngste søn.

»Han var ked af det. Du ved, når man tager en handske på, og hånden passer til den. Så ved man det. Sådan følte han det ikke,« sagde grevinde Alexandra og uddybede:

»Det var ikke bare en opringning, det var en beslutning, der blev taget over lang tid. Når det er en beslutning, der kan have konsekvenser, så skal man ikke bare tage den fra den ene dag til den anden. Vi havde mange diskussioner frem og tilbage,« sagde hun.

Men grevinden var ikke i tvivl:

»Hvis jeg kan se, at mit barn ikke trives i noget, så skal mit barn have lov til at fejle. Ligesom alle andre mennesker. Min opgave der var at sørge for, at han kom videre og fandt noget, der passede bedre til ham. Han har lov til at fejle,« sagde hun til B.T.

Hør seneste udgave af 'Kongehuset bag kulissen', der fortæller den opsigtsvækkende historie om kronprinsesse Mette-Marit.