Prins Nikolai og prins Felix er en del af det danske kongehus. Grevinde Alexandra var en del af det. Men alle tre lever i dag et liv uden apanage – og det giver en større frihed.

Alligevel var flere forargede, da det kom frem, at prins Felix stoppede i militæret. Han fulgte i sin storebrors fodspor, der også kastede håndklædet i ringen. Traditionelt set har mandlige medlemmer af Kongehuset spillet en rolle i det danske forsvar.

Men ifølge grevinde Alexandra skal man huske, at hendes børn ikke har pligt til at leve på en bestemt måde.

»Nogen har en holdning, og de vil gerne have det hele: De vil gerne have, at man både er traditionel, og at man skal forny sig selv. Men man kan aldrig tilfredsstille alle. Det vigtigste er, at man træffer et godt valg for sig selv. De skal bane deres egen vej, og det er det, de er i gang med,« siger hun.

Grevinde Alexandra er flyttet tilbage til København efter mange år i Charlottenlund.
Grevinde Alexandra er flyttet tilbage til København efter mange år i Charlottenlund. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Prins Felix startede i militæret i efteråret 2021, men efter kort tid stoppede han.

»Han var ked af det. Du ved, når man tager en handske på, og hånden passer. Så ved man det. Han følte det ikke,« siger grevinde Alexandra.

Hun forklarer også, at det ikke var en nem beslutning.

»Det var ikke bare en opringning, det var en beslutning, der blev taget over lang tid. Når det er en beslutning, der kan have konsekvenser, så skal man ikke bare tage den fra den ene dag til den anden. Vi havde mange diskussioner frem og tilbage,« siger hun.

Prins Felix, studenterkørsel, Gammel Hellerup Gymnasium.
Prins Felix, studenterkørsel, Gammel Hellerup Gymnasium. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men grevinden var ikke i tvivl:

»Hvis jeg kan se, at mit barn ikke trives i noget, så skal mit barn have lov til at fejle. Ligesom alle andre mennesker. Min opgave der var at sørge for, at han kom videre og fandt noget, der passede bedre til ham. Han har lov til at fejle,« siger hun.

Prins Felix fik i stedet en trainee-stilling hos Maersk, og til sommer søger han formentlig ind på CBS, hvor hans storebror, prins Nikolai, allerede går.

»Mine børn respekterer militæret big time. Det var derfor, de gerne ville prøve. Det har været en del af familien. Men ting ændrer sig. Man skal ikke have faste traditioner hele tiden, hvis man gerne vil have, at tingene skal udvikles. Man følger med tiden,« siger grevinde Alexandra.

Prins Nikolai og prins Felix besøgte sammen Sacré-Cœur i Paris.
Prins Nikolai og prins Felix besøgte sammen Sacré-Cœur i Paris.
Vis mere

Da prins Felix stoppede i militæret, kommenterede kronprins Frederik også beslutningen.

»Hvad angår mine nevøer, det er jo deres udfordringer. Men for mig er der ikke nogen kæder, der er brudt her,« sagde han til B.T.

De fleste kongehuseksperter forestiller sig, at prins Christian formentlig kommer til at gennemføre en militæruddannelse.

Prins Christian er den eneste af de kongelige børn, der kommer til at modtage apanage – eller årpenge – fra de danske skatteydere.