Når man skriver om det engelske kongehus, så skal man ofte holde tungen lige i munden for ikke at tage fejl af de mange titler som prins, hertug og andre magtfulde mærkater.

Indtil nu har prins Harry og hans kone været kendt under deres titler hertugen og hertuginden af Sussex, men det ser ud til, at selveste den engelske dronning har valgt at bryde med de gængse tiltaleformer i den seneste pressemeddelelse fra det engelske hof.

Hun omtaler nemlig parret som 'Harry og Meghan', og det mener både fans og eksperter på sociale medier er meget iøjnefaldende, skriver Daily Mail.

Den anerkendte kongehusekspert Vicotria Arbiter lagde hele den officielle pressemeddelelse på Twitter, og en bruger spurgte, om hun tror, der ligger noget i udeladelsen af titlerne, hvortil hun svarer:

'Jeg syntes, at det er meget iøjnefaldende, især i en pressemeddelelse fra dronningen', lyder hendes vurdering.

Noget af teksten, som blev sendt ud, efter der blev holdt stormøde i dronningens private hjem om situationen, hvor hertugparret har valgt at trække sig, lød således:

'Min familie og jeg støtter Harry og Meghans ønske om at skabe et nyt liv som en ung familie. Selvom vi ville havde foretrukket, at de blev som fuldt ud arbejdende medlemmer af den royale familie, vi respekterer og forstår deres ønske om at leve et mere selvstændigt liv som en familie, mens de forbliver en værdsat del af vores familie.'

Derefter nævner dronningen igen parret ved deres fornavne.

'Harry og Meghan har gjort det klart, at de ikke ønsker at være afhængige af offentlige midler i deres nye liv,' lyder det.

Det var i huset 'Sandringham House', at man holdt stormødet. Stedet er dronningens private hjem i Norfolk, England, og udenfor havde pressen stillet sig klar til at fange billeder af de kongelige, når de ankom.

Engelske medier beretter, at prins Harry var der tidligt for at tale med sin farmor om de forskellige ting, der skal besluttes.

Foruden at have udeladet deres titler i denne meddelelse, så studsede folk også over, at prins Harry og hertuginde Meghan ikke var at finde blandt billederne på dronningens bord, mens der blev holdt den traditionelle tale juledag. Der var billeder af familiens andre medlemmer, og året forinden havde parret også været at finde der.