Kong Frederik havde ikke lignet sig selv, da han nytårsaften 1971 holdt sin sædvanlige korte tale til nationen i tv. Indrammet af to enorme bordlamper havde Kongen talt om det kommende års største udfordring for Danmark: optagelsen i EF. Men Kongen sad uroligt i stolen og kom flere gange med rystende hænder til at føre papirerne hen over mikrofonen på skrivebordet.
Det raslede og knitrede, og pludselig begyndte et ur i baggrunden at slå seks forsinkede slag. Imens læste Kongen op af manuskriptet uden på noget tidspunkt at løfte sit blik og kigge ind i kameraet:- 'Vi lever i en brydningstid, hvor vældige kræfter mødes, idealer og traditioner sættes på prøve som aldrig før. Ord som kærlighed og trofasthed, venskab og loyalitet får større betydning nu end nogensinde før. Meget tyder på, at 1972 vil blive et år, hvor skelsættende afgørelser skal træffes. Det gælder både vor egen afgørelse om europasamarbejdet og i verdenspolitikken.'
Sørgmodige øjne
Først til allersidst, da den knap fire minutter lange tale var slut, tog Kongen de mørke, kraftige briller af, løftede hovedet, stirrede ind i kameraet med store, sørgmodige øjne og sagde 'Gud bevare Danmark!', hvorefter han straks slog øjnene ned igen.
De tre ord blev 72-årige Kong Frederiks sidste til det danske folk. Som aftenen skred frem, følte han sig mere og mere sløj, og på tærsklen til det år, hvor han kunne fejre sit 25-års regentjubilæum, måtte man tilkalde lægen, der konstaterede influenzasymptomer og noget, som lignede lungebetændelse.
Intet livstruende, men noget, man absolut måtte holde øje med, idet kong Frederiks konstitution ikke længere var, hvad den havde været.
Som prins Henrik fortæller:
- Vi var klar over, allerede fra begyndelsen af december 1971, at min svigerfar var blevet mærkbart svagere og blandt andet havde problemer med at huske. Så der var næsten en måned, hvor vi skiftevis håbede på, at han ville komme sig, og forberedte os på det, der måske var på vej.
Alle de små, flygtige svaghedstegn blev pludselig alvor hen over nytår, husker dronning Margrethe:
- I virkeligheden havde jeg en meget stærk fornemmelse af, hvad der ventede, da mor nytårsmorgen ringede over til mig og sagde: 'Daisy, far er blevet syg i nat, du må stå for nytårskuren!'
- Dengang havde vi jo nytårskur 1. januar om formiddagen, og senere på dagen - om aftenen - var der så middagstaflet. Og begge dele tog jeg mig af, sammen med mor. Men far, han kunne altså ikke være med. Dér - på årets første dag - kan jeg lige så tydeligt huske, at det slog mig, at det her lignede begyndelsen til enden.
Natten til den 2. januar, hvor danskerne havde fået nyheden om regentens sygdom, sov kong Frederik så godt og så længe, at det så ud, som om han ville få bugt med lungebetændelsen.
Temperaturen nærmede sig igen det normale, og det forlød fra hoffet, at der ingen grund var til 'speciel ængstelse'. I løbet af den 3. januar skete der imidlertid en alvorlig forværring.
Efter at Kongen selv var stået op, havde klædt sig på og var blevet undersøgt af lægen, gik han ind til dronning Ingrid for at drikke morgenkaffe, men på vejen fik han et hjerteanfald og sank sammen på gulvet.
I ambulance blev kong Frederik kørt fra Amalienborg til Kommunehospitalet og indlagt på hjerteafdelingen, hvor man stillede diagnosen 'arterieflimren og uregelmæssig kredsløbsfunktion'.
Den 4. januar lykkedes det lægerne på hospitalet at stabilisere Kongens hjertevirksomhed.
Patientens tilstand var fortsat svag, men pulsen var næsten regelmæssig, og blodtrykket normalt de følgende fem-seks dage. Den nærmeste familie, der skiftedes til at tage hen på hospitalet, mærkede, at det var værre end som så:
- Min far var på mange måder et gammeldags menneske, og folk i gamle dage kunne i nogle tilfælde have en meget stærk fornemmelse for, hvad vej det bar, og derfor lade det bære den vej. Det, tror jeg, var tilfældet med min far. Han gav slip. Det var en del af at være netop det menneske, han var. Sådan skulle det være.
Kongen udåndede
Tirsdag den 11. januar indtrådte der på ny en forværring i patientens tilstand, og næste morgen kom meddelelsen om, at kong Frederik nu havde svigtende blodomløb i hjernen og 'deraf tiltagende bevidsthedssløring' samt en blodprop i lungerne.
På Christiansborg fulgte man situationen nøje. Torsdag den 13. januar skrev statsminister Krag i sin dagbog, at der var en 'underlig og ubehagelig afventen omkring Kongens sygdom', og han tilføjede, at man på Amalienborg tog det med fatning. Med relativt godt humør medvirkede kongefamilien til forberedelserne af det, der mere og mere lignede et kommende tronskifte.
Kong Frederik overlevede også torsdag den 13., men om natten, hvor temperaturen steg til 39,9, gled han ind i bevidstløsheden. Hele fredagen var familien samlet på Kommunehospitalet, og efter 11 døgns sygdom udåndede Kongen klokken 19.50.
Ti minutter senere kørte den kongelige familie i tre biler tilbage til Amalienborg. På vejen ud af hospitalet - noterede den ventende presse - havde dronning Ingrid placeret sig bag sin ældste datter, landets nye regent:
- Min mor var en fantastisk støtte helt fra starten. Fra det tidspunkt, da far lå syg, og vi kunne se, hvad vej det gik, begyndte hun at være med til at planlægge, hvordan hele overdragelsen skulle foregå, ikke mindst hvordan begravelsen og alt det dér skulle forløbe.
- I dagene efter min fars død, og inden begravelsen, var hun inde over hver eneste detalje. Hvem der skulle være med til dit og dat, og hvad der skulle gøres enten dér eller dér. Hvilke blomster der skulle bruges, og hvordan de skulle arrangeres.
- Sommetider i de dage, når jeg igen sagde: 'Mor, hvad gør vi nu?', svarede hun: ' Daisy, nu skal du beslutte dig! Nu er det dig, der bestemmer!' Deri lå den særlige hjælp, der siger: 'Træf din beslutning selv!' Jeg har aldrig haft særlig nemt ved at træffe beslutninger og træffer dem sommetider alt for hurtigt.
- Det er en af de ting, især min mand har måttet lide under. At det nogle gange går lidt vel stærkt, og jeg så pludselig hopper ud på de 20 favne. Værsgo! Sommetider havde det nok været smart, hvis man lige havde ventet lidt - og måske været to til at springe ud i det.
Også prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie stod klar til at hjælpe deres storesøster.
Som prinsesse Benedikte i dag fortæller, havde søstrene i de foregående år haft følelsen af begge forældres skrøbelighed. Deres mor havde været syg og var blevet opereret, deres far var blevet mærkbart ældre at se på det seneste år og hverken hørte eller huskede så godt længere.
Generationsskiftet stod for døren:
- Min søster stod der og var stadigvæk meget ung. Hun var kun 31 og havde to meget små børn. Men det er jo skæbnen. Vi følte alle, at vi skulle bakke hende op og gøre hende tryg. Ikke mindst min mor følte det som en stor opgave.
- Jeg kan huske, hun sagde: 'The show must go on.' Og det er jo faktisk, hvad det handler om. At historien går videre.
