Efter blot 11 måneder på posten har prins Harry og hertuginde Meghans stabschef besluttet at trække sig.

Og dermed bliver Catherine St-Laurent den 13. i rækken af nøglemedarbejdere, der inden for ganske få år har trukket sig fra deres arbejde med Sussex-parret.

Det skriver The Sun, der ligeledes kan berette, at hertugindens mangeårige agent også for nylig valgte at trække stikket for samarbejdet.

Catherine St-Laurent overtog tjansen som stabschef for hertugparret i april sidste år.

Forinden arbejdede hun for Bill og Melinda Gates, men følte sig meget »beæret« over at få lov til at jobbe for prinsen og hans hustru.

Ud over at have ansvaret for staben omkring parret agerede hun administrerende direktør for Archewell Foundation, som er parrets nonprofitorganisation opkaldt efter sønnen Archie.

Også denne rolle er hun trådt tilbage fra.

Foreløbig bliver Catherine St-Laurent dog hos parret i rollen som seniorrådgiver, men ifølge The Sun er det ikke forventet, at hun bliver i den stilling længe.

Prins Harry og hertuginde Meghan.
Prins Harry og hertuginde Meghan. Foto: NEIL MUNNS
Vis mere

Også Nick Collins, der har været hertugindens agent, siden hun var en ganske ukendt skuespiller, har sagt farvel.

Det samme har blandt andre parrets pr-chef, Sara Lathan, og direktøren for et af prinsens virker Heather Wong.

Ifølge forfatter Angela Levin bidrager de mange udskiftninger ikke just godt til prinsens og hertugindens omdømme.

»De (ansatte, red.) kan jo umuligt alle være dårlige til deres arbejde.«

»Flere af dem kommer med omfattende kvalifikationer og erfaringer. Harry og Meghan kommer til at få et virkelig dårligt omdømme, hvis det fortsætter på den måde.«

Bedre bliver sagen ikke af, at hertuginden for nylig er blevet beskyldt for at have mobbet flere af de ansatte, mens de fortsat var en fremtrædende del af det britiske kongehus.

Selvom hertuginden afviser anklagerne og i øvrigt stiller spørgsmål til, hvem der reelt er det virkelige mobbeoffer – hende eller de ansatte – har Buckingham Palace iværksat en undersøgelse i kølvandet på beskyldningerne.

Der er ingen meldinger om, at Catherine St-Laurent skulle have følt sig mobbet, omend baggrunden for hendes afgang er ukendt.