Kronprins Christian har fået meget ros for sin optræden, da han blev student.
Men der er også et sted, hvor han gjorde knap så god figur. Og her får han en løftet pegefinger.
Den kommer blandt andet fra Niels Thulesen Dahl, der er kongehusanalytiker for Jyllands-Posten, i B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen':
»Det værste, der kan ske for kongefamilien, er, hvis man får et indtryk af, at de er sådan lidt nogle nyrige nordsjællændere,« siger han.
Årsagen til røflen er det fokus, der kom på kronprins Christians 12.000 kroner dyre silkeskjorte fra Prada, som han havde valgt at iføre sig den dag, han blev student.
Kommunikationsekspert Anna Thygesen mener, at det er yderst uheldigt, og undrer sig over, at det overhovedet kunne ske. Og så lige netop den dag, da det næppe kunne komme bag på nogen, at det ville vække opmærksomhed.
»Der er alt for mange ting, som modtageren af den kommunikation kan læse ind i det,« siger hun og tilføjer, at det minder hende lidt om dengang, hvor Bill Clinton skulle forklare sin affære og svarede med det berømte: 'Fordi, jeg kunne'.
»Det så elitært, irriterende at høre på,« siger hun og fortæller, at det udstråler, at man gør det, fordi man har råd til det.
Niels Thulesen Dahl er enig:
»Han er jo kronprins for alle danskere. Også sådan nogle som mig, der er fra syvende plovfure i Jylland,« siger han.
Både Anna Thygesen og Niels Thulesen Dahl mener, at det kan blive et problem for Kongehuset på længere sigt, hvis de fortsætter ad den bane.
Lyt med omkring 18 minutter inde i 'Kongehuset bag kulissen' og hør, hvorfor det kan blive et problem – og hvorfor Prada-skjorten signalerer 'nye penge' og ikke 'gamle penge'.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.
I B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen' sætter B.T.s kongehusreporter Silla Bakalus sammen med eksperter hver uge fokus på ugens vigtigste royale historie.