Prins Joachim rykker snart mod syd. Han skal ned og starte på den højeste militære uddannelse, der findes i Frankrig.

Og spørger man kongehusekspert og historiker Sebastian Olden-Jørgensen, så er det meget muligt, at prinsen tager af sted for at skabe sig et liv som udenlandsdansker.

»Det ville ikke overraske mig, hvis prins Joachim og familien valgte at blive i udlandet, efter han har færdiggjort sin uddannelse.«

Sådan siger historikeren, som uddyber, at prinsen nu har et år til at prøve det hele af, mens han tager sin uddannelse.

»Jeg synes egentlig, det er en klog beslutning, for jeg synes, den mand har nogle fiaskoer bag sig, og det her kan blive en ny start. Det er i hvert fald meget fornuftigt med et miljøskifte,« siger han.

Se og Hør bragte onsdag et interview med Olden-Jørgensen samt forfatter og kongehusekspert Søren Jakobsen. Her forklarer Søren Jakobsen, at han mener, det er et regulært brud med Danmark. Det mener Olden-Jørgensen dog ikke, at det nødvendigvis bliver. Han nævner prinsesse Benedikte som et eksempel på, at man godt kan være forbundet til Danmark, selv om man som kongelig er bosat i udlandet.

»Det hele afhænger jo af, hvordan han formår at varetage sine opgaver,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Han forklarer, at det jo godt kan betyde, at prins Joachim må sige fra over for nogle af sine protektioner, men at at det samtidig også kan betyde, at der kan opstå situationer, hvor han og en given sag vil være bedre stillet.

Søren Jakobsen siger til B.T., at han mener, at en sammenligning mellem prinsesse Benedikte og prins Joachim ikke holder.

»Hele det sønderjyske eventyr har sat en plet på Joachim, som Benedikte ikke har. Hun er Dronningens loyale søster, som stiller op, når hun skal,« siger Jakobsen.

Han forventer, at prinsen vil få meget svært ved at pleje sine protektioner fra Frankrig. Til gengæld er han enig med Olden-Jørgensen i – protektioner eller ej – at det vil være et smart træk at rykke til udlandet for prinsen.

»Man kan godt sammenligne forholdet mellem Kronprinsen og prins Joachim som situationen i en gammel adelsslægt, hvor der er to sønner: Den ene får godset (riget); den anden må finde anden beskæftigelse og helst i udlandet. Sådan blev en del af den gamle danske adel faktisk spredt ud i verden,« siger Jakobsen til B.T.

Begge eksperter mener, at det er meget sikkert, at trækket med at tage til Frankrig og tage sig en militæruddannelse er et skridt i retning af at skabe sig en tilværelse i udlandet.

»Efter prins Henriks død så er Frankrig også frit på en måde, og derfor kan prins Joachim jo sætte sit præg på det – også uden at træde nogen over tæerne,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Og også både Frankrig og området omkring, mener Søren Jakobsen, er en oplagt mulighed for prinsen. Han nævner Paris og Bruxelles som muligheder og understreger, hvorfor det vil være bedre alternativer end at vende tilbage til Danmark.

»Det danske militær duer ikke rigtig. Uanset hvordan han klarer sin uddannelse, så vil det altid klæbe lidt ved jobbet, at det har han fået tildelt, fordi han er den, han er,« forklarer Jakobsen.