Dronning Margrethe får efter alt at dømme ikke brug for flyttebiler, når hun 14. januar abdicerer fra tronen.
Alt tyder nemlig på, at hun bliver boende på Amalienborg. Endda i det samme af Amalienborgs fire palæer, hvor hun har boet som regent.
Det vurderer Lars Hovbakke Sørensen, der er kongehusekspert.
»Jeg vil tro, hun bliver boende i Christian IX's Palæ. Der er tradition for, at når der kommer ny konge eller dronning, så bor de et andet sted end den foregående,« siger han og tilføjer:

»Så følger man traditionen, så vil dronning Margrethe blive boende, der hvor hun bor nu, og Kronprinsparret vil blive boende der, hvor de bor nu.«
Dronning Margrethes mor og far boede da også på et andet palæ på Amalienborg, nemlig Frederik VII's Palæ.
Og efter Kong Frederik 9. død i 1972 blev dronning Ingrid boende i samme palæ, indtil hun døde som 90-årig i år 2000.
Faktisk bor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med deres fire børn i netop Frederik VIII's Palæ, der var igennem en stor renovering i år 2010.
Så følger de Kongehusets traditioner, så vil Frederik VIII's Palæ på Amalienborg altså igen blive kongens bolig.
I store dele af sommerhalvåret bor dronning Margrethe dog på Fredensborg Slot på Nordsjælland.
Her er det også Lars Hovbakke Sørensens vurdering, at hun fortsætter med at være.
»Det kan nemt ske, at hun fortsætter med at bo på Fredensborg Slot i sommerhalvåret. I forvejen har Kronprinsparret også brugt Fredensborg Slot, så det kan sagtens forenes, at dronningen også bor der en del af sommeren,« siger han og tilføjer:

»Dronning Margrethe har også boet på Marselisborg Slot i Aarhus i forbindelse med højtider, og det kan sagtens være, at hun fortsætter med det.«
Se her, hvad der vil være Dronning Margrethes titel efter sin abdicering.
