De nyfrigivne Epstein-filer har sendt chokbølger gennem det norske kongehus.

Og ifølge kongehusekspert Roger Øversveen er skaden større, end mange forestiller sig, siger han i mediet klikk.no.

Han påpeger, at flere udenlandske kolleger i de seneste dag har henvendt sig i ren vantro over, at kronprinsesse Mette-Marit optræder så hyppigt i dokumenter med forbindelse til den dømte sexforbryder.

»De er alle rystede over, at Norges kommende dronning figurerer så hyppigt i de dokumenter, der blev frigivet fredag aften,« lyder det.

Interessen er ifølge Øversveen så massiv, at flere europæiske hofreportere nu rejser til Oslo for at dække sagen.

Han vurderer samtidig, at afsløringerne overskygger den alvorlige retssag mod kronprinsessens søn, Marius Borg Høiby – selv om han er tiltalt for 38 forhold, herunder fire voldtægter samt vold og vold i nære relationer.

»Det mest alvorlige, synes jeg, er, at de nye, frigivne dokumenter viser, at Mette Marit tilsyneladende godt vidste, hvem han (Epstein, red.) var, hvilke lovovertrædelser han havde begået, og hvilken slags liv han levede,« skriver Øversveen og fortsætter:

»Der er ingen undskyldning for det, og jeg er enig med dem, der mener, at den tætte kontakt med Jeffrey Epstein er utilgivelig.«

Som følge af sagen ønsker den norske organisation Sex og Samfund ikke længere kronprinsesse Mette-Marit som protektor for den såkaldte Skamløspris.

Ifølge kongehuseksperten bør kronprinsessen nu stille op til et stort interview, hvor hun lægger alle kortene på bordet.

Hun har, som han skriver, 'ganske enkelt ikke noget valg.'