Tirsdag starter retssagen mod 29-årige Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit.
Men kort før sagens begyndelse, kræves Marius Borg Høiby nu varetægtsfængslet.
Det skriver Dagbladet.
»Det er rigtigt, at der er begæret varetægtsfængsling,« siger kommunikationsrådgiver Markus Iestra ved Oslo tingret til Dagbladet.
Til Nettavisen bekræfter forsvarsadvokaten Ellen Holager Andenæs, at Marius Borg Høiby er anholdt, fordi han har brudt sit tilhold.
Derudover oplyser Oslo politidistrikt ifølge Nettavisen, at Marius Borg Høiby blev anholdt af politiet søndag aften, sigtet for overfald, trusler med kniv og overtrædelse af tilholdsforbud.
Politiet har begæret Marius Borg Høiby fængslet i fire uger grundet risiko for gentagelse, lyder det.
Det er fjerde gang, siden sagen om Marius Borg Høiby begyndte i august 2024, at den norske papprins anholdes af politiet.
Marius Borg Høibys forsvarsadvokat ønsker ikke at kommentere, hvorvidt hendes klient erkender sig skyldig i de nye sigtelser eller ej.
Det er tirsdag, den meget omtalte retssag mod Marius Borg Høiby starter ved Oslo Byret.
Her er han tiltalt for 38 forhold, herunder fire voldtægter samt vold og vold i nære relationer.
Han nægter sig skyldig i de alvorligste anklager i sagen.
Det vides endnu ikke, hvilken betydning de nye sigtelser får i den kommende retssag.
Opdateres...

