Lige i overkanten af 120 millioner kroner om året.

Det er beløbet, som Kongehuset selv offentliggør, de koster på et år. Men de egentlige udgifter er mere end tre gange så store.

Alligevel kan det med længder betale sig at have vores lille monarki kørende.

I hvert fald i forhold til den brandingværdi, som Kongehuset giver vores lille land og de virksomheder, der drives her, siger branding- og strategirådgiver Martin Roll til TV 2.

Han forklarer, at de danske kongelige på en og samme tid er moderne og historiske repræsentanter for Danmark, der på en og samme tid signalerer stabilitet og kaster med tryllestøv – og det skaber i sidste ende job og omsætning.

»Mit bedste bud er, at Kongehuset er 15-20 milliarder kroner værd om året for Danmark. Men det er en konservativ beregning, så det virkelige tal er muligvis endnu højere,« lyder det fra Martin Roll.

Sværere er det at komme med et bud på udgifterne til Kongehuset.

Eksempelvis betaler de kongelige selv for den indvendige vedligehold af slottene, mens staten betaler den udvendige vedligehold. Dertil offentliggøres udgifter til eksempelvis PET eller Livgarden heller ikke i Kongehusets årsregnskaber.

Udgifterne til Livgarden er ikke gennemsigtige. Her Frederik VIII's Palæ. Amalienborg slotsanlæg i Frederiksstaden i København, fredag den 5. januar 2024. Amalienborg er hovedresidens for det danske Kongehus. 
Udgifterne til Livgarden er ikke gennemsigtige. Her Frederik VIII's Palæ. Amalienborg slotsanlæg i Frederiksstaden i København, fredag den 5. januar 2024. Amalienborg er hovedresidens for det danske Kongehus.  Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Som politisk kommentator Søs Marie Serup for nylig skrev i B.T.:

»Man skal ikke umiddelbart forvente større offentlighed om den samlede økonomi for Kongehuset i fremtiden, selvom det ville være et oplagt sted at modernisere. Der er ikke meget, der tyder på, at vi har et særligt dyrt kongehus, så det er i virkeligheden lidt afslørende, at der et eller andet sted i 'systemet' er en opfattelse af, at vi ikke kan tåle at se det tal.«

Professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet, Bent Greve, anslår senest overfor Politiken, at Kongehusets samlede budget løber op i over 400 millioner kroner. 

Også det fremtidige budget for Kongehuset er oppe i luften i forbindelse med det snart kommende tronskifte.

Flere kongehuseksperter har tidligere overfor B.T. vurderet, at der med prins Christians oprustning til kronprins vil skulle findes ekstra skattekroner frem til en selvstændig apanage til ham.

Statsministeriet har ligeledes meddelt til B.T., at spørgsmålene om apanage i forbindelse med tronskiftet er under afklaring.