Prins Joachim har torsdag morgen brudt tavsheden, efter at det onsdag kom frem, at hans fire børn til årsskiftet får fjernet deres kongelige titler.

Her forklarede prinsen over for B.T. i skarpe vendinger, at hverken han eller prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik eller prinsesse Athena var tilfredse med Dronningens beslutning.

Og nu reagerer Kongehuset så på den opsigtsvækkende udmelding fra prinsen.

»Som Dronningen udtalte i går, så har beslutningen været længe undervejs. Vi forstår godt, at der er mange følelser på spil i øjeblikket, men vi håber, at Dronningens ønske om at fremtidssikre Kongehuset vil blive respekteret,« udtaler Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til B.T.

Kongehuset har ikke ønsket at uddybe yderligere.

I Kongehusets pressemeddelelse, hvor beslutningen onsdag blev annonceret, lød Dronningens begrundelse for at fjerne titlerne, at hendes »fire børnebørn i langt højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer«.

Få timer efter til Forskningens Aften på Nationalmuseet forsvarede dronning Margrethe personligt beslutningen med, at det var for hendes børnebørns skyld, da hun efter længere overvejelse fandt det »godt for dem i deres fremtid«.

For B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen var det dog tydeligt, at titeldegraderingen – som han kaldte en »unødvendig ydmygelse« – talte ind i en sand »familiekrise« i kongefamilien.

For Dronningens beslutning om at fratage prins Joachims børn deres kongelige titler er ikke faldet i god jord hos den gren af familien.

»Vi er alle uforstående over for beslutningen. Vi er kede af det og i chok. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem,« udtalte grevinde Alexandra til B.T. på vegne af sig selv, prins Joachim og prinsesse Marie.

Efterfølgende har prins Joachim også selv til B.T. bakket op om den udmelding.

»Jeg kan sige, at mine børn er kede af det. Mine børn ved ikke, hvilket ben de skal stå på. Hvad de skal tro. Hvorfor skal deres identitet fjernes? Hvorfor skal de straffes på den måde?« spurgte prinsen blandt andet.

Ligeledes fortalte han, at han – modsat Kongehusets udmelding – kun har haft fem dages varsel til at reagere på de fjernede titler, som han troede først skulle fjernes ved børnenes 25-års fødselsdag.