Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Tidligere på måneden deltog og delte kronprinsparret flere billeder fra sejlsportskonkurrencen Sail Grand Prix, som er sponsoreret af virksomheden Rockwool.
Det har mødt stor kritik – ikke mindst fra Association af Ukrainere i Danmark – da Rockwool fortsat driver virksomhed i Rusland.
Til torsdagens indvielse af en udstilling om FNs verdensmål i Sønderborg forholdt kronprinsesse Mary sig for første gang til kritikken.
»Jeg kan kun gentage det, som Kongehuset allerede har kommunikeret,« lød Kronprinsessens svar, da B.T. torsdag spurgte ind til, hvorfor man ville lade sig associerede med Rockwool.
»Kongehuset har tradition for at deltage i store internationale begivenheder, sportslige eller kulturelle, og vi er der for at bakke op om Danmark som værtsland og for at bakke op om de danske deltagere,« svarede Kronprinsessen.
Det var et meget enslydende svar med det, Kongehuset gav, da B.T. første gang forholdt dem kritikken om, at de endnu en gang havde sat sig i forbindelse med en virksomhed, der vælger at fortsætte deres forretninger i Rusland, som både statsligt og privat er blevet sanktioneret for deres invasion af Ukraine.
»Når Danmark er vært for store internationale sportsbegivenheder, har Kongehuset tradition for at støtte op om sporten og de danske atleter. Det var blandt andet tilfældet, da Herning var vært for VM i ridesport for et par uger siden og i denne weekend, hvor kronprinsparret fulgte den internationale sejlerkonkurrence SailGP i København,« lød den officielle melding da.
Men Kongehusets deltagelse ved og reklame for Sail Grand Prix er blevet kritiseret, fordi arrangementets synlige sponsor Rockwool er med til at finansiere Putins krigsmaskine, når virksomheden fastholder deres produktion i Rusland, som Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, har beskrevet det.
Man skal heller ikke længere tilbage end til foråret, før kronprinsparret stod over for en lignende kritik.
Her endte det som bekendt med, at Kongehuset måtte afskedige skovirksomheden ECCO som kongelig hofleverandør på grund af virksomhedens fortsatte involvering i Rusland.
Nu bliver Kongehuset så igen kritiseret for deres involvering med endnu en virksomhed, der opererer i Putins land.
Særligt hård har kritikken været fra Association af Ukrainere i Danmark, der har demonstreret mod Rockwool og også forrige uges Sail Grand Prix-arrangement.
»Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at kronprinsparret, der er så synlige i medierne, de skal gå i front for Rockwool,« lød kritikken senest fra talspersonen, Vian Backer Shaker.
Rockwool har selv forsvaret deres fortsatte arbejde i Rusland med, at en lignende lokal -–og 'mindre ønskværdig' – aktør så ville kunne overtage deres plads i markedet.
»Vi kan ikke se, hvordan dette ville bidrage til at afslutte krigen hurtigere. Det er fortsat vores opfattelse, at vi ved at fastholde vores forretning gør det, der er mindst godt for det russiske regime. Og selvfølgelig vil vi fortsætte med at overholde alle internationale sanktioner. Som også tidligere meddelt har vi annulleret investeringer i Rusland for omkring 200 millioner euro,« lød det i et skriftligt svar fra kommunikationschef Michael Zarin.