Den norske prinsesse Martha Louise har mødt stor kritik i Norge, fordi hun har brugt sin prinsessetitel i kommercielt øjemed.
Nu taler den norske kong Harald for første gang om sagen.
Den 47-årige prinsesse Martha Louise har fået kritik for at bruge sin prinsessetitel i forbindelse med fordragsturneen 'Prinsessen og Sjamanen', som hun har lavet sammen med sin meget omtalte kæreste, Durek Verrett.
Den 44-årige kæreste har skabt overskrifter verden over, fordi han blandt andet hævder, at han kan helbrede folk fra alvorlige sygdomme, heriblandt leukæmi.
Over for det norske medie NRK bekræfter norske kong Harald, at man taler med Martha Louise om sagen.
»På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvor langt vi er kommet i dialogen, men vi forsøger at finde en ordning,« siger kong Harald til mediet.
Da han bliver spurgt, hvorvidt sagen er belastende for det norske kongehus, afviser kongen dog.
Den norske kronprins har også tidligere til samme medie NRK fortalt, at han også ønskede at gå i dialog med sin søster.
»Særligt om det, der handler om titulering og forretning,« lød det dengang.
Det var i begyndelsen af maj i år, at prinsesse Martha Louise på sin Instagram-profil offentliggjorde, at hun var blevet kæreste med shamanen.
'Han har fået mig til at indse, at ubetinget kærlighed faktisk eksisterer her på planeten. Han omfavner hele mig uden spørgsmålstegn og frygt,' skrev hun dengang.
I samme ombæring skrev hun, at hun gerne ville opfordre folk til ikke at dømme hende.
'Jeg har ikke valgt ham for at tilfredsstille nogen af jer eller de normer og bokse, I har placeret mig i jeres hoveder,' lød det fra Martha Louise.
Der er dog ingen tvivl om, at hendes forhold til shamanen og ikke mindst deres fælles turné er meget kontroversielt – og det er aldrig set før.
Det har kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke tidligere sagt til B.T.
»Der er ikke nogen lignende tilfælde i de andre europæiske kongehuse. Det strider mod traditionerne i forhold til religion og tro. Og hun afprøver i den grad, hvor meget man kan bryde med dem,« sagde han til B.T. i maj.