Märtha Louise har fundet kærligheden igen oven på sin skilsmisse for godt tre år siden.

På Instagram bekræfter den norske prinsesse, at hun er blevet kærester med den amerikanske shaman Shaman Durek.

'Jeg føler mig så lykkelig og velsignet over, at han er min kæreste,' skriver hun under et billede af de to.

'Han har fået mig til at indse, at ubetinget kærlighed faktisk eksisterer her på planeten. Han omfavner hele mig uden spørgsmålstegn og frygt.'

Märtha Louise og hendes nye kæreste, som på sin hjemmeside beskriver sig selv som en bro mellem det åndelige og fysiske plan, og som arbejder med at skabe glæde, succes og healing i folks liv, er samarbejdspartnere og rejser i maj rundt i Danmark og Norge og afholder kurser i selvrealisering.

I sit Instagram-opslag opfordrer den norske prinsesse folk til at holde deres meninger for sig selv og ikke kritisere de to, der har mødt hinanden på en ret utraditionel måde – nemlig gennem deres fælles interesse for det spirituelle.

'Det er ikke op til jer at dømme mig. Jeg har ikke valgt ham for at tilfredsstille nogen af jer, eller de normer og bokse, I har placeret mig i jeres hoveder,' skriver hun.

Også Shaman Durek har offentliggjort en kærlighedserklæring på Instagram, hvor han blandt skriver, at han føler 'han bliver elsket ubetinget af Märtha Louise, der accepterer hans multidimensionelle jeg.

Den norske prinsesse var tidligere gift med kunstner og forfatter Ari Behn.

14 års ægteskab blev det til, inden parret I august 2016 annoncerede, at de skulle skilles.

Sammen har de børnene Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah.

Märtha Louise har i årevis vakt opsigt med sine bøger om engle og påstanden om, at hun kan tale med de overnaturlige væsner.