'Den bog er så hinsides al fornuft, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde,' skriver en anmelder om den norske prinsesse Märtha Louises nye bog.
Blot en enkelt stjerne blev det til, da den norske avis Dagbladet mandag anmeldte en ny bog af prinsesse Märtha Louise og hendes samarbejdspartner Elisabeth Nordeng om særligt sensitive børn.
Anmelder Cathrine Krøger slagtede bogen og beskyldte forfatterne for ikke at have særlig meget sensitiv empati for andre end sig selv og sine.
Men ikke nok med, at bogen 'Sensitive børn' ikke falder i anmeldernes smag.

Nu er en ekspert også kommet på banen og kritiserer forfatterne for at skabe et problem ud af ingenting.
»Bogen sygeliggør noget, som er helt normalt, og som ikke skal behandles. Det er meget skræmmende. Er der noget, psykiatrien ikke har brug for, så er det flere diagnoser,« siger Jan Ivar Røssberg, professor og overlæge i psykiatri fra Universitetet i Oslo, til Dagbladet.
Märtha Louise og Elisabeth Nordeng beskriver i bogen, at særligt sensitive mennesker er mere følsomme, sarte og modtagelige over for indtryk end de fleste andre mennesker.
Forfatterne kommer med en række eksempler på, hvad der kendetegner et særligt sensitivt barn. For eksempel at de er nemme at skræmme, reagerer på småting, kan føle andres sindsstemning, er sarte over for lugte, og at de synes, at forandringer er krævende.

Men overlæge Røssberg understreger, at begrebet 'særligt sensitiv' er et omstridt begreb, som ikke er en egentlig diagnose. Han er kritisk over for den måde, forfatterne bruger begrebet på, og anklager dem for mangel på faglighed.
»De forholder sig ikke til begrebet som en del af det normale, men mere, som om det er en lidelse. De nævner også flere forskellige behandlingsmuligheder, som kognitiv terapi, homøopati, yoga og mindfulness,« siger overlægen, som understreger, at mange af de ting, forfatterne beskriver som noget unormalt, er en helt naturlig konsekvens af det at være menneske.
Røssberg mener, at begrebet sensitiv i bogen bliver så bredt, at det faktisk kan gælde for næsten alle mennesker.
Ikke alle medier er dog lige nådesløse i deres kritik.

Anmelderen på avisen Aftenposten, Kjetil Østli, skriver, at det ikke er en specielt god bog. Han mener dog, at forfatterne har krav på modstand og nysgerrig respekt.
Politisk redaktør på den venstreorienterede avis Klassekampen, Bjørgulv Braanen, mener ifølge Dagbladet, at anmeldelserne har karakter af ren mobning.
Prinsessen selv tager tilsyneladende kritikken med ophøjet ro. I radioprogrammet 'Kulturnytt' på NRK svarede hun på den dårlige omtale og hævdede, at anmelderen ikke læste bogen rigtigt.
»Kritik i pressen er jeg vant til at tackle,« lød det fra prinsessen.

Og det har hun i hvert fald ret i.
Märtha Louise har i årevis vakt opsigt med sine bøger om engle og påstanden om, at hun kan tale med de overnaturlige væsner.
Hun gik også sine egne veje, da hun i 2002 blev gift med forfatteren Ari Behn. Ægteskabet kostede hende tiltaleformen 'hendes kongelige højhed' og apanagen.
Parret har tre børn sammen og gik fra hinanden i 2015.