Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
I 2019 lykkedes det – med hjælp fra staten – kongehuset at få vendt flere års underskud til overskud.
Således kan kongehuset præsentere grønne tal i årsregnskabet, der netop er blevet udgivet torsdag. Overskuddet for sidste år er landet på omtrent 1,9 millioner kroner – og det er ganske tilfredsstillende, lyder det i hofmarskallens beretning.
»Resultatet afspejler, at kongehuset de seneste år har arbejdet med at tilpasse organisationen. Desuden viser resultatet et større finansielt afkast af opsparingen end forventet i 2019.«
Regnskabet dækker over den såkaldte kongelige civilliste, der omfatter statsydelse til dronning Margrethe og hendes søster prinsesse Benedikte. Hertil kommer omkostninger knyttet til dem.
Modsat i 2019 var der året forinden flere udgifter end indtægter, og i 2018 stod der således et minus på 1,6 millioner på bundlinjen. Dermed kom kongehuset altså bedre ud af 2019. Men!
Med til det store billede hører også, at kongehuset i 2018 havde indtægter på 81,6 millioner fra staten.
I 2019 var det beløb steget til 83,8 millioner, og kongehuset modtog altså 2,2 millioner kroner mere fra staten i 2019 end året forinden.
Ikke desto mindre udtrykker hofmarskallen altså tilfredshed med regnskabet, og denne tilfredshed bliver kun større set i lyset af, at kongefamilien havde travlt i 2019. Også mere travlt en normalt.
Dronning Margrethe og familien for nemlig i 2019 rundt fra det ene arrangement til det andet – både i det danske kongerige og i andre dele af verden.
I alt deltog familien med det blå blod ved mere end 580 officielle arrangementer. Her er medregnet alt fra statsbesøg, åbninger af udstillinger, jubilæer og udlandsbesøg.
Heriblandt Dronningens tur til Argentina i foråret 2019, hvor også kronprins Frederik var med.
Kongehusets rejseomkostninger til statsbesøg i udlandet og andre officielle udlandsrejser dækkes af en ramme under Udenrigsministeriet. I 2019 var der i lighed med tidligere år afsat en ramme på 4,5 millioner kroner.
Selvom det kører for økonomien omkring dronning Margrethe og hendes søster, går det ikke helt så godt for kronprinsfamilien.
Her er tallene nemlig fortsat røde på bundlinjen – omend en smule mindre røde tal i 2019 end i 2018.
Således modtog kronprins Frederik lige knap 21 millioner kroner fra staten sidste år, men når alt er regnet sammen, står der alligevel et minus 220.062 kroner på bundlinjen.
Et underskud, der dog var lidt bedre sidste år end året forinden. I 2018 lød underskuddet således på knap 400.000 kroner.
Også kronprinsesse Mary modtager hvert år en sjat penge fra vores allesammens statskasse, hvordan hun har brugt disse, er ikke opgjort i kongehusets årsregnskab.
Offentliggjort er det dog, at hun sidste år modtog lige omtrent to millioner kroner i årpenge.
Lidt flere penge gik til prins Joachim, der i 2019 modtog omtrent 3,6 millioner kroner i årpenge samt 385.000 kroner i momsrefusion.
Heller ikke hans årsregnskab er tilgængeligt i kongehusets årsrapport.