I kølvandet på statsminister Mette Frederiksens udmelding om forlængelse af forbuddet mod større forsamlinger har kongehuset besluttet at aflyse dette års sommertogt.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Faktisk er flere arrangementer i kongehusets kalender for juni og juli blevet aflyst. Det gælder også alle den kongelige families planlagte besøg i forbindelse med markeringen af 100-året for genforeningen af Danmark og Sønderjylland.
Disse skulle være foregået fra 9. til 12. juli, og det var blandt andet planlagt, at Dronningen og co. skulle have besøgt området ad den samme rute som majestætens farfar, Christian 10., havde fulgt 100 år tidligere.
Aflysningen betyder dog ikke, at sønderjyderne overhovedet ikke får besøg af den kongelige familie.
Kongefamilien planlægger nemlig at aflægge Sønderjylland visit i 2021 i stedet. Her vil genforeningsdagen 15. juni være omdrejningspunkt for besøget.
Hvad angår Dronningens sommertogt med Kongeskibet Dannebrog, vil også dette blive udskudt til forsommeren 2021. Således vil både Aarhus og Anholt få besøg af Dronningen dér.
Aflysningen af Dronningens sommertogt og besøg i Sønderjylland er blot de seneste i rækken.
Kongehuset har siden 12. marts - dagen efter Mette Frederiksen mere eller mindre lukkede Danmark ned - ryddet kalenderen. Dermed er også fejringen af Dronningens 80-års fødselsdag aflyst.
Der var ellers planlagt adskillige arrangementer, der alle skulle markere majestætens runde fødselsdag.
Heriblandt karetture, gallaforestilling på Det Kongelige Teater, balletgalla og flere andre fejringsaktiviteter.
Alle disse er nu blevet droppet som konsekvens af corona-krisen.