Om ganske kort tid fylder vores regent 80 år, og det kan formentlig blive den sidste runde fødselsdag, hun holder.

Det giver dronning Margrethe udtryk for i et eksklusivt interview med Alt for damerne, hvor hun er blevet spurgt, hvilke tanker hun gør sig om de kommende 10 år.

»Jeg tror ikke, der er ti år foran mig. Det tror jeg ikke. Men det vil jo vise sig. Jeg føler ikke, at tiden går på hæld, men med en vis grad af realisme må man vel sige, at der ikke er ti år foran mig.«

I interviewet, som Alt for damerne nåede at lave, inden corona-krisen brød ud, fortæller hun dog også, at alderen ikke er noget, der trykker.

Med et smil henviser hun til, at mens andre måske tænker, at folk på 80 er gamle, er det slet ikke en følelse, hun selv sidder med.

I stedet tænker hun mere over, at hun inden længe har været over 50 år i 30 år - for så længe siden er det da ikke, at hun rundede et halvt århundrede, mener hun. Ikke desto mindre er der altså 16. april gået tre årtier, siden Dronningen fejrede sin 50-års fødselsdag.

Fejring bliver der dog ikke megen af i denne omgang, for alle gallamiddage, karetture og anden festivitas er nemlig aflyst i kølvandet på det aktuelle corona-udbrud.

»Vi har alle et særligt ansvar for at tage hensyn til hinanden og sammen bidrage til, at Danmark kommer godt igennem de meget store udfordringer, som landet står overfor,« udtalte majestæten i en pressemeddelelse 12. marts i forbindelse med aflysningen.

Netop det ansvar vil Dronningen tage, og derfor vil det heller ikke være muligt at stikke næsen forbi Det Gule Palæ i Amaliengade og skrive en hilsen til regenten, som det ellers plejer at være muligt.

I stedet kan man sende dronning Margrethe en personlig hilsen og lykønskning på kongehusets hjemmeside.

Planlægger man at sende dronningen en buket blomster i forbindelse med hendes fødselsdag, skal man også lade være.

»I år opfordrer Dronningen til, at man i stedet sender en buket til en af de mange ældre medborgere, der har det særligt svært i denne tid,« lyder det i en pressemeddelelse fra kongehuset.