Dronning Margrethe kommer ikke til at sidde alene i den svære stund efter prins Henriks død tirsdag aften på Fredensborg Slot. Det fortæller Dronningens nære veninde, Susanne Heering, til BT.

For tre år siden mistede dronning Margrethes nære veninde gennem en årrække Susanne Heering sin mand efter 53 års ægteskab. Derfor har hun let ved at sætte sig ind i, hvor stor sorgen er, når man mister sin ægtefælle gennem mere end et halvt århundrede.

»Så jeg ved jo godt, hvordan Dronningen har det nu«, siger Susanne Heering til BT.

De to kvinder har kendt hinanden i mange år. I de 32 af dem var dronning Margrethe fast scenograf på de balletforestillinger, som eleverne på Susanne Heerings danseskole i Næstved opførte hvert år til afslutningsforestillingen.

Vil du kunne hjælpe Dronningen i den svære stund?

»Jeg sidder faktisk og skriver til hende nu. Hun er en stærk dame. Det er jo ikke kommet bag på hende. Derfor tror jeg, hun vil klare sig godt. Og alle vennerne vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe hende i den svære stund,« garanterer Susanne Heering.

Sammen med sin afdøde mand Peter Heering, der kom fra den kendte likørfamilie, er hun med i den kreds af nære venner, der blandt andet tæller Bent Fabricius-Bjerre og hans hustru Camilla Arndt, den tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø og hans hustru Birgitta samt Bente Scavenius og Joen Bille, som regentparret i årevis har holdt nytårsaften sammen med.

Nytårsfesterne går altid på tur mellem vennerne og har altid et tema, som man kommer klædt ud efter. Sidste år, som også blev prins Henriks sidste nytårsaften, blev holdt hos Susanne Heering i hendes hjem i Hellerup. Her var temaet balletten ‘Nøddeknækkeren’, som Dronningen flere gange har lavet scenografi til i Tivoli.

»Jeg er så glad for, jeg ringede og spurgte. For der var straks et ja fra Prinsen. Vi havde en fantastisk dejlig aften, hvor de var klædt ud som Harlekin og Columbine,« fortæller Susanne Heering.

Det var sidste gang, Susanne Heering så prins Henrik.

Hvordan var Prinsen?

»Han var så sød, glad og hyggelig. Jeg havde ham selvfølgelig til bords. Han spiste og nød maden. Han var fuldstændig, som han plejede. Men man kunne godt se, at han måske var lidt mere stille,« beskriver hun Prinsen. Og understreger:

»Men han var i udmærket form«.

Susanne Heering har kendt prins Henrik, siden han første gang satte sine franske fødder på dansk grund for at blive præsenteret for dronning Margrethes familie og venner i 1966. Derfor har hun også lagt mærke til den indflydelse, som prins Henrik i alle årene har haft på Dronningen.

»Han gav hende en tryghed. Det lagde alle vi venner meget mærke til. Hun blev ligesom ‘lettere’, fordi hun var så glad«, mener veninden, og understreger endnu engang, hvordan hun og resten af dronning Margrethe og prins Henriks venner er parat til at støtte og hjælpe Dronningen.