Selvom vejret måske ikke er meget for at vise det, så er sommeren skudt i gang – og dermed også Dronningens sommertogt, som tirsdag formiddag tog sin begyndelse i Køge Kommune.

Her ankom regenten med kongeskibet Dannebrog til Køge Havn, hvor hun og hendes livlige gravhund blev taget imod af byens borgmester, Marie Stærke (S), og en vanlig flok af flagviftende danskere, der havde taget opstilling for at få et glimt af deres dronning.

Sammen med borgmesteren og hendes mand, Jesper Hesselberg Stærke, gik turen herfra i karet til byens rådhus, hvor det var meningen, at kareten skulle eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Der var dog bogstaveligt talt et bump på vejen.

Dronning Margrethe besøger Køge Kommune i forbindelse med sit sommertogt.
Dronning Margrethe besøger Køge Kommune i forbindelse med sit sommertogt. Foto: keld Navntoft
Vis mere

Under en prøvetur forinden havde hestene nemlig ikke turdet krydse jernbaneoverskæringen, hvorfor dyrene endte med at få fri under turens første del, skriver Billed-Bladet.

Det betød dog intet for 79-årige dronning Margrethe, der iført spadseredragt, bredskygget hat og et stort smil fulgte resten af dagens program, som bl.a. bød på en tur på Center for Sundhed, Træning og Rehabilitering.

Her fik hun overrakt en smuk buket af Ellen Grethe Kristiansen fra centret, der fra sin kørestol passede det ærefulde hverv som blomsterpige.

Det er første gang siden 1988, at Dannebrog lægger til kaj i Køge.

Dronning Margrethe får blomster overrakt af Ellen Grethe Kristiansen ved ankomsten til Center for Sundhed, Træning og Rehabilitering.
Dronning Margrethe får blomster overrakt af Ellen Grethe Kristiansen ved ankomsten til Center for Sundhed, Træning og Rehabilitering. Foto: keld Navntoft
Vis mere

Senere på dagen besøgte dronning Margrethe derudover bl.a. Tapperiet og Kjøge Mini-by, og onsdag skal Dronningen også besøge den lokale Borup Skole, Post Nord og Helhedsplanen Karlemoseparken.

Kristi himmelfartsdag holder Dronningen fri, inden hun fredag sejler til Nyborg.

Dronning Margrethe kørte fra Rådhuset til Center for Sundhed, Træning og Rehabilitering, i karet.
Dronning Margrethe kørte fra Rådhuset til Center for Sundhed, Træning og Rehabilitering, i karet. Foto: keld Navntoft
Vis mere

Dronningens sommertogter er en tradition, der går tilbage til Christian X. Traditionen er siden videreført af Frederik IX og dronning Margrethe for at være i kontakt med alle dele af riget, oplyser kongehuset på sine sociale medier.

Det 78,43 meter lange kongeskib har med sine snart 90 år på søen besøgt hovedparten af havnene i Danmark, Grønland og Færøerne samt havne i Middelhavet, Caribien og på USA's østkyst.