Dronning Margrethes 50 års jubilæum som regent skulle have været fejret med pomp og pragt, karetkørsel og gallafest. Men den plan stak corona som bekendt en pind i hjulet for.

I stedet er dronning Margrethe dagen igennem blevet fejret i en lidt mere afdæmpet version.

Først på dagen deltog hun i statsrådet på Christiansborg. Derefter var der en officiel markering af festdagen i Folketinget og siden tog dronningen med sine sønner, svigerdøtre og sin søster til kransenedlægning ved Frederik den 9. og dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke.

Men helt snydt for fest blev hun ikke, kan man se på Kongehusets Instagram.

Da dronningen i april 2020 fyldte 80 år, blev alle officielle arrangementer også aflyst på grund af corona. Dengang håbede man, at en stor fejring af regenten ville være mulig ved jubilæet fredag.

Sådan blev det ikke, men den nærmeste familie ville ikke skuffe jubilaren, så fredag aften overraskede de Dronningen med en hemmelig middag i Christian VII’s Palæ på Amalienborg, skriver Kongehuset.

Som noget helt særligt var der dækket op med Flora Danica-stellet, der er det mest kostbare, danske spisestel. Sidste gang stellet var i brug var ved Dronning Ingrids 80-års fødselsdag i 1990, skriver Kongehuset.

Det oprindelige stel var oprindeligt tænkt som en diplomatisk gave fra Christian 7. til Kejserinde Katarina 2. af Rusland, men da kejserinden døde i 1796, inden stellet var færdigt, beholdt kongen det selv.

Normalt er stellet udstillet på Rosenborg Slot, men fredag var der altså på bordet hos Dronningen selv. Hvilken menu dronningen fik serveret fremgår til gengæld ikke.

Andre læser også