De blev monarker med kun et års mellemrum. Og så er de fætter og kusine. Derfor er store dele af den danske kongefamilie i disse dage i Sverige for at fejre den svenske konge, der har 50 års regeringsjubilæum.

Men selv om de to monarker har levet sammenlignende liv, så er der alligevel afgørende forskelle på, hvordan de har været regenter. Men hvorfor er forskellen så stor?

Mens den danske dronning Margrethe i årevis har været super populær, så har det ikke helt været det samme for den svenske konge Carl Gustaf, der i denne uge fejrer, at han ligesom den danske dronning, ligeledes har nået den milepæl at være regent i 50 år.

Dronning Margrethe overtog tronen i 1972 efter sin fars død, mens en voldsom tragedie  var årsag til, at den svenske konge blev monark efter sin farfars død i 1973. 

Kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia. Foto: Claudio Bresciani/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, så er der god grund til, at den danske regent har været langt mere populær end sin svenske fætter.

»Han er lidt modsat dronning Margrethe, for han kommer tit med politiske udtalelser, der kan være med til at splitte befolkningen. Og det er der talrige eksempler på,« siger han og forklarer, at den svenske konge blandt andet har udtalt sig om alt fra, at han ikke mener, at der skulle være kvindelig tronfølge, og om hvordan den norske statsminister har regeret sit land til, om man skulle skyde ulve eller frede ulve. 

»Og det har gjort, at dem, der har været uenige med ham, er blevet modstandere af ham, og derfor har han ikke kunnet være den der samlende figur på samme måde som dronning Margrethe har været,« lyder det fra Hovbakke Sørensen.

Det danske kronprinspar har også taget turen til Stockholm.
Det danske kronprinspar har også taget turen til Stockholm. Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»På samme måde er han ikke så personlig i sine juletaler, der er han mere formel og stiv, og ikke så meget en, der kommer med nogle almenmenneskelige, substantielle betragtninger om, hvordan vi behandler hinanden. Så alt det tilsammen gør, at der generelt er større tilslutning til monarkiet i Danmark end i Sverige,« forklarer kongehuseksperten. 

Han mener, at en sammenligning med den engelske Kong Charles ikke er helt skæv.

»Man kan godt kalde ham det nordiske svar på kong Charles. For han er mere politisk end de fleste andre monarker har været i nyere tid, og samtidig er han også mindre populær,« siger han og fortsætter:

»Så den situation man har i Sverige lige nu, er lidt den omvendte af den, man havde i England i mange år – hvor folk godt kunne lide dronningen, men var skeptisk overfor tronarvingen prins Charles. I Sverige er det modsat. Folk kan godt lide kronprinsesse Victoria og er mere skeptisk overfor kong Carl Gustaf,« siger han.

Dronning Margrethe og Eksdronning Anne-Marie.
Dronning Margrethe og Eksdronning Anne-Marie. Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men hvorom alt er, så har den svenske konge alligevel formået at opnå en hvis popularitet – især de senere år.

»Han har fået en stor betydning, fordi han har siddet i alle de her år, hvor Sverige er blevet et moderne land – ligesom dronning Margrethe – og svenskerne har fulgt ham i tykt og tyndt. Og derfor har han stor betydning for mange svenskere i deres bevidsthed – også på trods af alle de her skandaler, der har været politiske,« siger han.

Og skandaler har der været nok af.

Udover de politiske fadæser, så er den svenske konge også blevet beskyldt for at have deltaget i vilde sexfester og besøgt stripklubber.

Dronning Margrethe og det norske kongepar i slotskirken.
Dronning Margrethe og det norske kongepar i slotskirken. Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

I biografien 'Carl XVI Gustaf – Den modvillige monark', der udkom i 2010, blev kongen beskyldt for at have deltaget i vilde sexfester og besøgt stripklubber på sine OL-rejser. Derudover er han blevet sat i forbindelse med en eksjugoslaviske gangster.

Senest gjorde kongen sig uheldigt bemærket, da han i januar i en svensk dokumentar udtalte, at han mente, at hans søn burde være arving til tronen i stedet for hans ældste barn, kronprinsesse Victoria.

I denne uge ser det ud til, at skandalerne er lagt på hylden på en stund, mens den svenske monark bliver fejret.

Og det sker med stor tilslutning fra det danske kongehus.

Både dronning Margrethe, kronprinsparret og eksdronning Anne-Marie er alle sejlet til Stockholm med kongeskibet Dannebrog for at deltage i festlighederne torsdag og fredag.

Det betød blandt andet deltagelsen i en gallamiddag torsdag aften, mens fredagen har budt på en takkegudstjeneste i Slottskyrkan på kongeslottet I Stockholm.

Herunder kan du høre ugens udgave af 'Kongehuset bag kulissen', der handler om magteliten tæt på Kongehuset.