Onsdag holdt dronning Margrethes privat fødselsdagsfest i anledning af sine 85 år.

billeder fra festlighederne kan man se, at både skuespiller Joen Bille og kunsthistorikeren Bente Scavenius var blandt de inviterede venner – og ægteparret havde »en vidunderlig fest«.

»Det var så utroligt festligt,« fortæller Bente Scavenius, da B.T. fanger hende over telefonen torsdag middag.

Den 80-årige kunsthistoriker er ligeledes overbevist om, at ikke mindst fødselaren dronning Margrethe havde en pragtfuld fødselsdag.

»Hun var det absolutte midtpunkt, så hvis hun ikke havde en god fest, så er der da ingen retfærdighed til,« lyder det med et grin fra Bente Scavenius.

Den første del af dronning Margrethes 85 års fødselsdag var offentlig, hvor hun og den kongelige familie sammen med offentligheden overværede Livgardens fødselsdagskoncert på Fredensborg Slot.
Den første del af dronning Margrethes 85 års fødselsdag var offentlig, hvor hun og den kongelige familie sammen med offentligheden overværede Livgardens fødselsdagskoncert på Fredensborg Slot. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hun forklarer ligeledes, at onsdag aftens private festligheder på Fredensborg Slot foregik lige efter dronning Margrethes eget ønske.

»Der var dækket op til det smukkeste påskebord, man kunne forestille sig med dronningens malede påskeæg og bøgegrene, så det lignede en ren bøgeskov. Det var vanvittigt smukt,« roser den 80-årige kunsthistoriker.

Derudover var der »vidunderlige optrædener« fra både Sankt Annæ Pigekor og den »så sjove« balletoptræden med Pantomimeteaterets 'Klods Hans', som dronning Margrethe har været designer på.

»Hun (dronning Margrethe, red.) blev fejret præcis, som hun gerne ville. Det var ikke for stort, men stadigvæk festligt, vi var måske lidt over 30 personer, og det var det, hun havde lyst til,« forklarer Bente Scavenius.

Kunsthistoriker Bente Scavenius og skuespiller Joen Bille er private venner af dronning Margrethe og hyppige gæster til majestætens fester – som her til dronningens 50 års regeringsjubilæum på Det Kongelige Teater.
Kunsthistoriker Bente Scavenius og skuespiller Joen Bille er private venner af dronning Margrethe og hyppige gæster til majestætens fester – som her til dronningens 50 års regeringsjubilæum på Det Kongelige Teater. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det blev dog ikke til nogen større abefest til langt ud på natten, for lidt før midnat var festlighederne veloverstået.

»Nej, nej, vi nåede at køre ud af Slotsgården samme dag, som vi var inviteret til,« lyder det med et grin til slut fra dronningens veninde.

Du kan se Kongehusets billeder fra den private fejring i artiklen HER.