Dronning Margrethe holdt fredag formiddag sit afsluttende pressemøde i Berlin, før Statsbesøget i Tyskland fortsætter sydpå.

Og den danske regent var ganske klar i spyttet, da en journalist spurgte, hvordan hun forholder sig til den stigende coronasmitte i Danmark.

»Vi er nødt til at acceptere det faktum, at smitten stiger, og vi må forsøge at være fornuftige, men ikke overreagere, for hvis vi overreagerer, tror jeg, at det gør problemet større, end det behøver værre. Og det betyder, at folk bliver irriterede og ikke tager tilstrækkelige hensyn,« sagde Dronningen og fortsatte:

»Vi er nødt til at holde en fornuftig balance mellem at være bevidste om faren, men ikke overreagere, for hvis folk bliver irriterede og ikke bevarer fornuften, så er det rigtig skidt.«

Udtalelsen om corona blev også bemærket af B.T.'s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

Han mener, at vi har set hende udtale sig på en lignende måde om et andet verdensomspændende problem, nemlig klimaforandringerne.

»Dronningen løfter lidt pegefingeren til os alle, når det kommer til corona og klima: Vi skal håndtere emnerne alvorligt, men roligt og ikke gå i panik,« forklarer han.

»Dronningen virker rolig i forhold til coronasituationen og er ikke sådan til at skræmme.«

Og, som Jacob Heinel Jensen bemærker, er det også tydeligt, at Dronningen – som så mange andre – virkelig hader mundbind.

Hun fik på pressemødet udtrykt, at det er en skam, de skal bruges, men at det selvfølgelig er nødvendigt.

B.T.'s royale korrespondent hæfter sig også ved, at Dronningen fremstår utrolig veloplagt og i godt humør.

Noget, der også kom til udtryk, da hun af en udenlandsk journalist blev spurgt ind til, om hun mener, at der er nok kvinder i politik.

»Jeg er ikke i politik, og da jeg skal holde mig ude af politik, har jeg ingen mening,« lød det med et grin fra Dronningen.