Der var noget, der var helt galt. Klokken var 20.35. Hun var for længst puttet under dynen men endnu ikke i drømmeland. Eller hvad?
»Pludselig hørte jeg folk stå og råbe hurra og juble nede på gaden. De råbte også på kongen. Jeg tænkte, at det da ikke var farfars fødselsdag; det var jo forår.«
I bogen ‘Barn af besættelsen’ er dronning Margrethe én af de kendte danskere, der fortæller om at vokse op i skyggen af dét, der er nogle af de mørkeste år i danmarkshistorien.
Men 4. maj 1945 lettede skyerne. Fem år, 26 dage, 13 timer og 35 minutter efter, at regeringen havde bøjet sig for den tyske overmagt.
»I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig,« oplæste journalist Johannes G. Sørensen kl. 20.35 på BBC Radio. Nøgternt, men også med undren i stemmen. Som om han ikke helt turde tro på det.
»Her er London, vi gentager…,« lød det kort efter.
Med ét forsvandt et tungt åg fra danskernes skuldre, og i hele landet strømmede folk ud på gader og stræder. Mørklægningsgardiner blev revet ned. Lys blev tændt. Danmark var frit.
Det var dén eufori, den kun fem år gamle prinsesse hørte oppe på sit værelse på Amalienborg. Men hun havde ingen idé om, hvad der foregik.
Hun listede ud af sengen, åbnede døren på klem for bedre at kunne lytte med på, hvad de voksne snakkede om. Forventede, at der ville falde brænde ned. I stedet blev hun hentet af sin far.
»Far og mor var helt euforiske, og på en eller måde måde gik deres betagelse lige i blodet på mig. Far sagde: ‘Det er freden’, og det forstod jeg jo ikke en brik af, men jeg kunne mærke, at der skete noget helt særligt,« fortæller Dronningen i ‘Barn af besættelsen’ om dén aften, hvor hun fik en gul sodavand og derfor vidste, at det var en helt speciel aften.
Officielt trådte kapitulationen faktisk først i kraft næste morgen kl. 8. Men der skulle gå adskillige timer, fra frihedsbudskabet lød, før freden for alvor kunne sænke sig over Amalienborg.
For på Holmen - som befinder sig i Amalienborgs skudlinje - havde de tyske soldater ikke planer om helt at opgive kampen og skød løs ind mod byen. Og dermed også slottet.
Sammen med lillesøster Benedikte blev Margrethe i hast flyttet ned i de stuer, der vendte bort fra Holmen, og måtte tilbringe natten på sofaen.
Næste formiddag var ikke bedre. Befriernes fly fløj ind over København og blev beskudt fra Holmen. Margrethe og hendes søster blev bragt i sikkerhed i beskyttelsesrummet under Amalienborg, hvor de i flere timer kunne høre skyderiet.
Bange var hun dog ikke. Gennem hele besættelsestiden havde hendes forældre sørget for at plante billeder i hendes sind, der gjorde det farlige ufarligt.
‘De skyder måger’, sagde hendes far for eksempel altid, når bragene flænsede himlen over dem. Var bragene ekstra voldsomme, var det ‘store måger’, der blev skudt.
Skyderier eller ej forstod prinsesse Margrethe, at noget særligt og helt vidunderligt var sket. Ikke mindst da feltmarskal Montgomery få dage efter befrielsen kom til København, og hele byen boblede af begejstring. Også slotspladsen, som var proppet med glade danskere.
»Det var en stor begivenhed,« husker dronning Margrethe i bogen.
Freden kom, da hun var fem. Men at disse første leveår har sat sit præg på, hvem hun blev, har Margrethe aldrig lagt skjul på.
»Jeg kan slet ikke tænke den periode ud af mit liv, selv om det kun var de første fem år. Det blev bestemmende på mange måder. Måden, man så på tilværelsen på, måden, man så på sit land, og hvad der skete omkring os, det er jo på mange måder set i lyset af besættelsestiden,« som Dronningen udtrykte det i et interview med Ud & Se.
