Hvorfor tygger dronning Margrethe på sin tunge? Hvordan bevæger man sig i store kjoler? Og er der fordele ved at være kongelig?

Det giver dronning Margrethe svar på i en ny bog, der handler om Dronningens kærlighed til skuespil, ballet og operaforestillinger.

Den nye bog 'Med Dronningen i Det Kongelige Teater' er skrevet af operadramaturg Nila Parly, der gennemgår en række kendte forestillinger med majestæten.

I bogen fortæller Dronningen, at det er en fordel at være kongelig, når man – ligesom hun – er vild med teater. Så kan man nemlig se en forestilling, når man har lyst:

»En af de glæder, jeg har, er, at hvis der er en forestilling på Det Kongelige Teater, jeg bliver rigtig glad for, så kan jeg bare beslutte: 'Jamen, jeg går i aften!' Det gjorde min far også mange gange. Han gik blandt andet til Strauss' opera 'Salome' utallige gange,« siger dronning Margrethe i bogen, hvor hun også fortæller, at hun ofte ser en forestilling flere gange for at få alle detaljerne med.

Når Dronningen går i Det Kongelige Teater, så sidder hun altid i kongelogen. Og det generer hende ikke.

»Jeg regner mig i hvert fald for en del af publikum, egentlig hundrede procent, altså, hvad ellers? Jeg har altid siddet deroppe i svalereden, så for mig er det helt normalt, sådan er det. Der er jo hele salen, som man mærker meget klart. Jeg har aldrig følt, at jeg var isoleret deroppe på nogen måde. Og jeg har altid holdt mig til, at ... altså, når man har den plads, så har man den plads. Så går man ikke ud og tager pladsen fra andre.«

Når en forestilling virkelig fænger majestæten, så er Dronningens eventuelle ledsager ikke i tvivl.

Dronningen er en flittig gæst i Det Kongelige Teater. Her sammen med prins Henrik og prinsesse Benedikte.
Dronningen er en flittig gæst i Det Kongelige Teater. Her sammen med prins Henrik og prinsesse Benedikte. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

For så skal man bare kigge på majestætens mund. Ligesom sin teaterelskende far, Frederik IX, tygger Dronningen på sin tunge, når hun virkelig nyder et stykke.

»Min mor påstod, at mine søstre og jeg også gjorde det. Så sad hun der og så på, at vi fire sad på rad og tyggede. Jeg gør det stadig, når musikken bliver rigtig dejlig, så kan jeg ikke lade være med at sidde og tygge på tungen,« fortæller Dronningen.

Bogen er blevet til gennem 10 samtaler med Dronningen over tre-fire år. De er alle foregået i Dronningens private bibliotek på Amalienborg.

Nila Parly fortæller, at det var en stor oplevelse at lave de mange interviews med Dronningen.

Teater har altid haft en stor plads i dronning Margrethes liv. Her ses kun under et besøg i Det Kongelige Teater med den engelske dronnig Elizabeth og dennes mand, prins Philip, samt nu afdøde prins Henrik.
Teater har altid haft en stor plads i dronning Margrethes liv. Her ses kun under et besøg i Det Kongelige Teater med den engelske dronnig Elizabeth og dennes mand, prins Philip, samt nu afdøde prins Henrik. Foto: Mogens Ladegaard
Vis mere

»Det var sprudlende. Jeg var overrasket over, hvor meget af et legebarn der stadig er i hende. Dronningen er både åben og vidende. Og så husker hun vanvittig godt. Samtalerne var nogle gange så entusiastiske, at man næsten kommer til at glemme, at man sidder over for en dronning. Men selvfølgelig kun næsten,« siger hun.

Folk, der kender dronning Margrethe, omtaler ofte hendes humor som finurlig. Det oplevede Nila Parly også.

For eksempel da talen faldt på, hvordan man bevæger sig i en stor kjole på scenen.

»Man skal bevæge sig på en særlig måde, fortalte Dronningen mig. Og så sprang hun op og begyndte at gå rundt, som om hun havde et slæb på. Og det er meget symptomatisk for Dronningen. Hun viser ting med kroppen. Hun siger det ikke bare med ord,« siger Nila Parly.

Det kræver sin kvinde og en pæn portion smart teknik at bære en stor kjole. Dronning Margrethe fortæller i bogen, hvordan man skal gå, når man har stor kjole på.
Det kræver sin kvinde og en pæn portion smart teknik at bære en stor kjole. Dronning Margrethe fortæller i bogen, hvordan man skal gå, når man har stor kjole på. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

I bogen fortalte Dronningen selv, at hemmeligheden bag at bevæge sig i en stor kjole er ikke at tage for lange skridt.

»Det kan jeg også selv komme til, fordi jeg hører til dem, der går med lange skridt, men hvis man går i en stor kjole, så kan man altså ikke vade!« forklarer Dronningen og tilføjer, at det også handler om at flytte hoften, når man flytter sig, så man får trukket kjolen godt med.

Dronning Margrethe deler generelt rundhåndet ud af sig selv og sine holdninger i bogen.

Blandt andet, når snakken falder på valg af kostumer.

Nila Parly (th) havde ti samtaler med dronning Margrethe om skuespil, ballet og opera.
Nila Parly (th) havde ti samtaler med dronning Margrethe om skuespil, ballet og opera. Foto: Miklos Szabo/ Politikens Forlag
Vis mere

»Jeg er så gammel og senil, at jeg synes, det er skønt, når der er kostumer på scenen. Og særligt i de stykker, hvor der er fuldt af falbelader i sprog og i handling og sådan noget. Det kan man jo ikke stå og gøre i jeans, vel?« siger hun et sted i bogen.

Et andet sted kommer hun med sin holdning til teatergæster, der ifølge Dronningen rejser sig for meget under forestillingerne.

»Ja, jeg synes, der er gået inflation i det. Det er ærgerligt. Det skal være sådan, at – nu! Nu kan vi simpelthen ikke sidde længere, nu rejser vi os! Men bare at rejse sig, fordi man skal klappe, det synes jeg ikke, man skal,« siger Dronningen, der dog ikke har noget imod, at gæsterne rejser sig, når hun kommer ind i salen:

»Det er faktisk festligt, det er det,« siger hun.