Dronning Margrethe har fortsat ikke ændret strategi, efter hun tirsdag åbenlyst nægtede at kommentere krisen i den kongelige familie.

»Nej, jeg tror ikke, det skal være i dag,« svarede hun, da B.T. onsdag spurgte, om der måtte stilles et par spørgsmål.

Dronningen deltog her ved åbningen af udstillingen 'På de bonede gulve' på Christiansborg Slot, og ligesom ved både Folketingets åbning og lanceringen af Årets Korssting på Amalienborgmuseet tirsdag var pressen inviteret til at dække dronning Margrethes ankomst.

I stedet for at spørge til udstillingerne ønskede B.T. dog fortsat at få svar på en række spørgsmål, som er opstået i kølvandet på Kongehusets opsigtsvækkende melding om, at prins Joachims børn ikke længere må kalde sig prinser og prinsesser fra årsskiftet.

I et interview med B.T. har prins Joachim blandt andet udtryk sin fortvivlelse over ikke at have været i personlig kontakt med sin mor, i kølvandet på hendes indgribende beslutning om at fjerne børnenes titler, som ifølge forældrene har stor betydning for deres identitet.

Mandag, fem dage efter offentliggørelsen af nyheden om prins Joachims børn, talte dronning Margrethe for første gang til den danske befolkning, da hun i et opslag på Kongehusets Instagram-profil blandt andet fortalte, at hun 'havde undervurderet' hvor meget beslutningen påvirkede prins Joachims familie, og at hun var 'ked af det'.

'Jeg håber nu, vi som familie kan få ro til selv at finde vej igennem denne situation,' afsluttede dronning Margrethe sit opslag.

Der er dog fortsat en række ubesvarede spørgsmål i sagen.

Derfor har B.T. tirsdag spurgt Kongehuset, om Dronningen har været i personlig kontakt sin søn, hvorfor det var hofmarskalen og ikke Dronningen selv, der overbragte prins Joachim nyheden om de ændrede titler, og hvordan familien reagerede på prins Joachims udmelding om, at hans forhold til Kronprinsparret er 'kompliceret'.

Foreløbig er det dog kun prins Joachim, der er stået frem med sin version af sagen.