Det var en tænksom ung dame, der den januardag i 1972 stod og ventede på at træde ud på balkonen på Christiansborg for at lade sig udråbe til dronning af Danmark.

Sorgen over tabet af hendes far knugede – og ville der mon overhovedet komme lige så mange mennesker som dengang, da han i sin tid var blevet udråbt til konge på en langt mildere aprildag i 1947?

Da hun trådte ud på balkonen, blev det imidlertid klart, at danskerne var mødt talstærkt op.

»Der var mange flere end i 1947, og det var iskoldt! Da blev jeg virkelig meget, meget rørt og meget overrasket over, at så mange mennesker gad møve sig ud i det vejr,« husker Dronningen om dagen for 50 år siden.

H.M. Dronning Margrethe – med gravhunden Tilia – på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022.
H.M. Dronning Margrethe – med gravhunden Tilia – på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

B.T. er inviteret til et sjældent interview med dronning Margrethe. Anledningen er 50-året som regent for Danmark. Vi er sat stævne i den på en gang imponerende og også ret hyggelige Røde Salon i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

Kort inden regenten ankommer, spankulerer gravhunden Tilia hjemmevant ind i lokalet. Den demonstrerer prompte, at her er der ingen regler mod kæledyr i prydsmøblementet. Kort efter ankommer regenten i matchende blå og grålige toner.

Emnet for dagens samtale er, hvordan man udvikler en institution som kongehuset, så den følger med tiden, men heller ikke bliver for moderne.

Meget er hændt gennem de 50 år. Ude i verden er Berlinmuren faldet, Danmark har vundet EM i fodbold, og statsministerposten har skiftet navn adskillige gange, siden hun stod på balkonen sammen med Jens Otto Krag.

H.M. Dronningen kan fra vinduet i Den Røde Salon se nybyggeriet på Papirøen skyde op. Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022.
H.M. Dronningen kan fra vinduet i Den Røde Salon se nybyggeriet på Papirøen skyde op. Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I Dronningens eget liv er der som bekendt også sket meget. Der er kommet børn og børnebørn – og Dronningen har oplevet sorgen at miste sin mand.

Selv har landets dronning ved 50-års-jubilæet som regent rundet de 81 år. Væsentligt mere garvet. Stadigvæk tænksom.

Varmen fra det danske folk oplever hun uforandret. Faktisk står Kongehuset i dag endnu stærkere end dengang.

»Jeg har forsøgt at følge med tiden og være opmærksom på, hvad der foregår i den – men ikke nødvendigvis være slave af tidsånden,« som hun formulerer det, når hun skal forklare, hvordan der er blevet navigeret frem til den nuværende position.

B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, interviewer H.M. Dronningen på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022.
B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, interviewer H.M. Dronningen på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Balancen er delikat, og mens det ikke duer helt at undgå fornyelse, er det modsatte heller ikke ønskværdigt:

»Man skal ikke gøre alt det, folk straks synes: 'Hvorfor gør de ikke?', 'Kunne de ikke også?' Man skal sortere mellem ideerne og finde ud af, om det er ens egen stil. Jeg har forsøgt at følge med tiden. Men netop uden at være slave af den.«

Lefler man for meget for alt det nye, ligger der nemlig en indbygget fare, mener Dronningen:

»Så følger man med hvad som helst. Og der sker jo mange ting – pludselig bliver noget vældig in, og hvis man absolut følger med det, bliver man pludselig meget hurtigt agterudsejlet i forsøget på at være meget dagsaktuel,« siger hun. Og undlader, trods høflig opfordring, diplomatisk at blive mere konkret end dét.

Selvom Kongehuset da næppe heller af nogen i dag opfattes som arnested for tidens trends, opleves det fortsat relevant for et stort flertal af danskerne.

Nogen ville måske tro, at det krævede en sirligt orkestreret plan på den vis at styre en på mange måder tidløs institution som Kongehuset over tærsklen til et nyt årtusinde og helt frem til i dag. Men man forstår på dronning Margrethe, at det snarere er resultatet af en udvikling fra beslutning til beslutning, fra dag til dag:

»Jeg har aldrig haft sådan nogle fine, dyre planer over, hvordan tingene skulle være, eller nogle særlige mål, andet end at forsøge at gøre mit job så godt, jeg kan. Det var fra begyndelsen meget løst, hvor min mand og jeg tog det hen ad vejen, som det kom. Det tror jeg egentlig altid, jeg har gjort, mere eller mindre,« forklarer hun.

I det omfang, at Kongehusets forhold til befolkningen og samfundet i dag skal betegnes som en succes, er det ikke Dronningens eget ord:

»Selvros er ikke særligt kønt,« som hun bemærker.

»Når jeg bliver spurgt til det – også i udlandet – plejer jeg at sige, at afstandene ikke er ret store i Danmark. Hverken de geografiske eller dem mellem mennesker. Vi er ikke så mange i vores ikke-så-store land. Men vi støder på hinanden hele tiden – i den gode forstand – altså ikke som sammenstød, men som menneskelige møder. Vi har en vis fortrolighed med hinanden i Danmark og en tro på, at vi vil hinanden det vel i alle hjørner af landet,« siger Dronningen og understreger, at mindst halvdelen af forklaringen på det gode forhold mellem Kongehuset og befolkningen ligger i den venlighed, hun og resten af familien oplever:

»Jeg har altid gjort mig umage for at være på, når jeg har mødt folk rundt om i landet, men når det lykkes, er det i lige så høj grad, fordi dem, jeg møder, også er så imødekommende,« siger hun.

Mens noget altså føles uforandret, har tiden alligevel haft sin virkning:

»Man bliver måske flinkere til at mødes med og samtale med folk, fordi man får mere erfaring med det. Man er ikke længere hylende ung og 32. Men jeg kan kende mit land igen fra dengang, jeg var ganske ung,« siger hun.

Godt nok står der pludselig vindmøller, hvor der tidligere ingen stod, og når Dronningen lægger til i forskellige byer med 'Kongeskibet Dannebrog', bemærker hun, hvordan byerne har udviklet sig fra gang til gang. Havnefronterne ændrer sig fra industrihavn med kulbunker, pakhuse og siloer til »mere eller mindre vellykkede elegante kvarterer ned til vandet«, som Dronningen bemærker.

B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, interviewer H.M. Dronningen på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022.
B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, interviewer H.M. Dronningen på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På den teknologiske front er der også sket en del, men intet af alt dette har heldigvis forandret folks måde at være på indbyrdes, mener majestæten.

For den 31-årige, der ventede spændt på at træde ud på balkonen, var alting foran. I dag har Dronningen stor rutine i opgaven.

»Der er ikke så meget spænding i forhold til, om man nu kan klare det og det, fordi man aldrig har prøvet det før. Nu har jeg prøvet det meste.«

Rettesnoren for den udvikling, Kongehuset har gennemgået, har alle årene været sund fornuft med antennerne ude:

»Man fortsætter med det, man synes hænger godt sammen, og hen ad vejen finder man så ud af, at der er ting, der kan gøres anderledes. Det kan også hænde, at man spontant gør ting anderledes, blot fordi man er en anden person end dem, der var tidligere. Jeg er jo i sagens natur en generation yngre end mine forældre, men jeg er også en kvinde, der efterfulgte en mand, og alene derfor blev mange ting anderledes,« siger Dronningen.

Set i bakspejlet er der sket »en vældig masse« i de 50 år, som Dronningen udtrykker det. Men det er sket uden oplevelsen af pludselige forandringer eller omkalfatringer – og helt uden et bestemt mål for øje:

»Langsomt har tingene forandret sig, men jeg synes ikke, at der er sket de store omvæltninger set fra mit synspunkt. Jeg har gennem årene altid haft dygtige folk omkring mig, men jeg tror aldrig, at jeg har haft fine planer med punkter på et program. Sådan er jeg ikke indrettet.«

Tilgangen til den form for ledelse af Kongehuset har Dronningen fået med sig fra forældrene:

»Mine forældre var ikke dem, der satte sig ned med mig og sagde: 'Nu skal du høre…' Det kom i stedet langsomt transmitteret i løbet af min barndom og ungdom. De havde sikkert urimelig store forventninger, men det gjorde bare, at der var noget at leve op til,« siger Dronningen.

Når det gælder forventningerne til hendes egne sønner, giver Dronningen udtryk for at være særdeles fortrøstningsfuld.

I de senere år har det været en del af den offentlige diskussion af Kongehuset, hvorvidt der var en 'plan' for Kongehusets nummer to. Et tema, der med mellemrum var på dagsordenen i forhold til prins Henrik, og som også prins Joachim for nylig adresserede, i det franske magasin Point de Vue.

Måske skyldes den manglende 'plan' for håndteringen af familiens indre hierarkier, at det ikke er sådan, Dronningen går til værks.

»Jeg har aldrig haft nogle meget præcise forestillinger om, hvordan det skulle gøres. Jeg har altid, tror jeg, forsøgt at fornemme mig frem på en forholdsvis daglig basis. Det er måske naivt af mig, at jeg ikke har lagt mere strategiske planer, men det ligger åbenbart ikke til mig. Min tilgang er, at man lærer det hen ad vejen. Både Kronprinsen og også prins Joachim har selv fundet frem til, hvor de kan agere, og hvordan de gør tingene, og det er de kommet vældig godt efter, efterhånden,« siger Dronningen.

Et eksempel på en udvikling, der da heller ikke under nogen omstændigheder ville have kunnet planlægges, var den pandemi, som også ramte Danmark med covid-19, og som har påvirket nærmest alt i vores samfund.

For Dronningen har pandemien været en kæp i hjulet på både 80-års-fejringen og også foreløbig for en del af den planlagte festivitas i forbindelse med 50-års-jubilæet.

Men den har også været anledning til, at danskerne så deres dronning i en ny rolle – talende direkte til befolkningen, også uden for de traditionsrige nytårstaler.

B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, interviewer H.M. Dronningen på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022.
B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, interviewer H.M. Dronningen på Amalienborg i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum fredag 14. januar 2022. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg kan godt forstå, at mange er urolige og bekymrede, for vores virkelighed og vores hverdag er blevet vendt på hovedet,« lød det blandt andet, da Dronningen tonede frem på skærmen for at give befolkningen et samlingspunkt i en særlig tid.

»Det føltes helt naturligt at gøre det, for situationen var så mærkelig. Her måtte man sige noget. Jeg følger med i, hvad der foregår, og jeg tænker over, hvad der sker. Jeg var opmærksom på den situation, vi allesammen var i, og jeg tror, at det var en god ting, at jeg gjorde det,« siger Dronningen.

»Der blev lukket ned den 11. marts 2020, og talen holdt jeg den 17., så der var ikke lange overvejelser. Det virkede som en god idé, når der blev lukket ned, og vi alle var ude af cirkulation, at sige, vi skulle stå sammen om dette her. Det skulle jeg også være med til at tale om,« forklarer Dronningen om den historiske tale, der slog alle rekorder, da den blev set af omkring 3,4 millioner danskere.

Som alle andre har Dronningen oplevet coronatiden som »en underlig situation«.

»Særligt de første mange uger, hvor jeg sad på Fredensborg og som så mange andre ikke mødte ret mange andre mennesker. Jeg var isoleret, men på et sted, jeg holder meget af, så jeg skulle ikke klage. Man sad meget for sig selv, og så må man jo finde ud af det. Der var både bøger og broderier, så jeg kedede mig bestemt ikke,« siger Dronningen, der faktisk var særlig flittig med nålen, nu, hvor der ikke var ret meget, der forstyrrede.

»På en måde var jeg særligt produktiv med broderiet, for der var ikke noget, man skulle hele tiden. Jeg kom ikke til at male og tegne så meget, men fik broderet en del. Det havde jeg stor glæde af,« siger hun.

Undervejs i interviewet har gravhunden Tilia nysgerrigt udfordret B.T.s fotograf i arbejdet med at fange majestæten i det rette lys, men mod slutningen har den lagt sig til rette i Dronningens stol med snudeskaftet hvilende på et kongeligt knæ.

Selvom håndtrykket generelt har svære kår i disse coronatider, hilser Dronningen, måske lidt overraskende, alligevel farvel med fremstrakt hånd. En gestus, der nok røber hendes væsen. Pointen om ikke at være for meget slave af tidsånden bliver i hvert tilfælde pludselig helt konkret.

Hvis man den dag på balkonen på Christiansborg havde forklaret den unge dronning om de kommende 50 år, ville reaktionen have faldet prompte:

»Utænkeligt!,« siger Dronningen og fortsætter:

»50 år kan man ikke tænke frem, specielt ikke, når man er ung. Og det kan man heller ikke, når man er ældre, for så er der ikke 50 år i vente længere. Men jeg synes, at jeg har haft den store glæde, at man synes, jeg har gjort fyldest. Bedre kan det ikke være.«