Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
I weekenden måtte dronning Margrethe melde afbud til en udstilling grundet problemer med ryggen.
Desværre er problemerne fortsat, og det betyder, at Dronningen nu også må aflyse sin sædvanlige vinterferie til norske Gausdal.
Det skriver Billed-Bladet.
»H.M. Dronningen har aflyst sit private ophold i Norge på grund af problemer med ryggen. Det betyder også, at Kronprinsen forestod dagens offentlige audiens på Christiansborg,« oplyser kongehusets kommunikationsafdeling mandag til ugebladet.
Da kronprinsparret ligeledes holder privat vinterferie, var prins Joachim kaldt ind fra Paris som rigsforstander fra tirsdag og til den følgende mandag.
Men da hans 82-årige moder nu må blive hjemme i Danmark, så overtager hun altså igen tjansen som rigsforstander, skriver Billed-Bladet.
I lørdags var det åbningen af udstillingen 'Jagten på danmarkshistorien' på københavnske Nationalmuseet, som dronning Margrethe måtte melde afbud til på grund af rygproblemerne.
Sidste år fortalte den 82-årige monark da også ærligt, at der var skavanker med helbredet. Særligt ryggen tillader hende ikke at være stående for længe.
»Før i tiden kunne jeg stå op uendeligt og helt glemme at sætte mig ned til en reception, selv om der var mulighed for det. Men det kan min ryg ikke lide mere,« fortalte hun til ugebladet Søndag.
Tilbage i 2016 måtte dronning Margrethe ligeledes melde afbud med få timers varsel til et arrangement grundet hold i ryggen.