For under to uger siden mistede dronning Elizabeth sin ægtemand gennem flere end syv årtier, prins Philip. Onsdag fejrer hun sin fødselsdag for første gang som enke.

Dagen bruger hun i stilhed og sorg, men den britiske monark har alligevel fundet tid og energi til at sige tak. Tak for støtten. Tak for venligheden.

På det britiske kongehus' sociale medier er der således blevet delt en udtalelse fra den nu 95-årige dronning, der først og fremmest takker for de mange lykønskninger, hun har modtaget i dagens anledning.

De er meget værdsat, lyder det i et opslag, der fortsætter:

Dronning Elizabeth.
Dronning Elizabeth. Foto: CHRIS JACKSON
Vis mere

»Mens vi som familie er i en periode med stor sorg, har det været en trøst for os alle at se og høre hyldesterne til min ægtemand fra folk i Storbritannien, Commonwealth og rundt om i verden.«

»Min familie og jeg vil gerne takke jer alle for den store støtte og venlighed, der er blevet vist os de seneste dage. Vi er alle dybt rørte og bliver fortsat mindet om, at Philip havde en så ekstraordinær indvirkning på utallige mennesker gennem sit liv.«

Prins Philip, der blev 99 år, gik bort 9. april, og otte dage senere blev han begravet i St. George's Chapel på kongefamiliens Windsor Castle.

Nok sad dronning Elizabeth alene i kirken, men verden over fulgte seere livetransmissionerne fra det sidste farvel til prinsen, og på gaden viste adskillige briter deres støtte og sorg med flag.

Dronning Elizabeth og prins Philip.
Dronning Elizabeth og prins Philip. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Dronningens egen sorg skubber fejringen af hendes fødselsdag til side.

Det britiske kongehus har således tidligere onsdag meldt ud, at hun vil fejre dagen privat på Windsor Castle.

Den sørgende dronning har desuden aflyst saluteringen fra Hyde Park og Tower of London, hvor der ellers normalt bliver skudt med kanoner på dagen.

Derudover har man fra Buckingham Palaces side også udtalt, at der i år ikke vil blive udgivet et nyt fødselsdagsbillede af hende.