Går du med en drøm om at blive biløber hos De Kongelige Stalde, så er det nu, du skal slå til.

De har netop offentliggjort et stillingsopslag, hvor de søger en sådan.

Hvis du til gengæld er en af dem, som sidder og tænker, hvad en biløber er, så kommer forklaringen her.

Som biløber er man ansat i De Kongelige stalde, hvor man skal beskæftige sig med pasning af hestene samt karetkørsel og ridning.

Kongehuset skriver blandt andet i stillingsopslaget, at man som biløber skal deltage i karetkørsel i forbindelse med kongelige mærkedage, nytårskure, dannebrogstogter og ambassadørmodtagelser.

Derudover skal man også rengøre sadler, vognpark samt staldene.

Og lige netop heste er noget, som den kongelige familie holder utrolig meget af.

Kronprinsesse Mary har redet i mange år, og i weekenden var hun til distriktsstævne i dressur på Heslegård Sportsrideklub med sin hest Edelman.

Parret debuterede i en sværere klasse end normalt, og det blev altså en succesfuld dag for kronprinsesse Mary.

Hun vandt nemlig sin klasse sammen med sin firbenede makker.

Og med som hjælper var selvfølgelig kronprins Frederik, som nok må vænne sig til, at det med heste ikke slutter lige foreløbigt.

For ud over kronprinsesse Mary er både prinsesse Isabella og prinsesse Josephine også bidt af en gal hest, og de deltager også begge to i konkurrencer på et lavere niveau.

Er jobbet som biløber noget for dig, så kan du læse stillingsopslaget her.