Når prins Joachim begynder i sit nye job som forsvarsattaché i Paris fra 1. september, kommer han ikke til at modtage løn.

Det betyder dog ikke, at Prinsen for første gang i sit liv skal til at bekymre sig om økonomien.

Som det ser ud lige nu, vil prins Joachim nemlig få lov til at beholde sin apanage, selvom han i minimum tre år vil have adresse i den franske hovedstad.

Forsvarsministeriet har nemlig søgt om samtykke af Folketinget, så Prinsen kan få lov til at modtage årpenge, selvom han ikke bor i Danmark.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Beslutningsforslaget skyldes, at grundloven siger, at Folketinget skal tage stilling til, hvorvidt royale må tage årpengene med til udlandet.

Ifølge pressemeddelelsen vil statsminister Mette Frederiksen (S) fremsætte beslutningsforslaget torsdag 11. juni.

Ifølge kongehuseksperten Sebastian Olden-Jørgensen skal Prinsen dog ikke frygte, at Folketinget afviser forslaget.

»Jeg tror helt sikkert, at det vil blive godkendt. Forslaget er clearet med Statsministeren og Forsvarsministeriet, og når de anbefaler det, kan jeg ikke forestille mig, at nogen vil stille sig på bagbenene,« siger eksperten.

Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen tyder årpengene på, at der virkelig er forventninger til Prinsen om, at han skal 'lave noget'.

Derfor tror eksperten umiddelbart heller ikke, at det vil skabe ramaskrig blandt danskerne, at han får lov til at beholde sin apanage.

»Jeg tror det ikke, men det er selvfølgelig en balancegang, så hvis Prinsen bruget jobbet til at forsvinde fuldstændig, så vil nogle nok mene, at apanagen er en meget høj løn for at være forsvarsattaché, men hvis det er tydeligt for danskerne at se, at han gør sit arbejde ordentlig, så tror jeg ikke, det vil skabe problemer.«