Der kommer ikke til at stå medlemmer af Danmarks royale familie på tribunerne i Qatar, når det danske herrelandshold i fodbold tager hul på VM.

Det bekræfter Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for Ritzau, hvor hun siger, at Kongehuset følger den fungerende regerings linje.

Den er, som fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen tidligere på dagen slog fast, at »fokus lige nu er på at få dannet en ny regering. I mellemtiden vil Danmark ikke være officielt repræsenteret under VM i Qatar«.

Men som B.T. tidligere erfarede, gjaldt beslutningen ikke for Kongehuset, som var frie til at træffe deres eget valg om, hvorvidt de ville troppe op i Qatar.

Men det gør de altså ikke.

Dermed må den fodboldglade kronprins – og resten af de royale familiemedlemmer – holde sig til at støtte det danske landshold hjemme foran tv-skærmen.

Noget, som kronprins Frederik med garanti også vil gøre, da han sidste år, i forbindelse med en arbejdsrejse til Island, udtalte følgende:

»Min støtte vil altid være hos landsholdet, uanset hvor det befinder sig. Det er sporten, der har min opmærksomhed.«