Både Dronning Margrethe og Kronprins Frederik stod mandag formiddag klar til at tage imod den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, da han kom på officielt besøg i Danmark.

Den massive royale tilstedeværelse under statsbesøget varsler nye vinde, vurderer B.T.s royale korrespondent.

»Kongehuset bliver brugt, fordi regeringen gerne vil understrege over for USA, at det her er en ny begyndelse i forholdet mellem USA og Danmark,« siger Jacob Heinel.

Da Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, i juli sidste år var på officielt besøg, var den royale røde løber derimod ikke rullet ud.

Dronning Margrethe og Kronprins Frederik tog begge imod den amerikanske Undenrigsminister, Antony Blinken. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.
Dronning Margrethe og Kronprins Frederik tog begge imod den amerikanske Undenrigsminister, Antony Blinken. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix. Foto: Philip Davali
Vis mere

»For man ønskede ikke at gøre noget ekstra ud af dét besøg,« siger Jacob Heinel.

Pompeos besøg kom efter USAs daværende præsident Donald Trump året før havde aflyst sit planlagte besøg i Danmark, fordi Mette Frederiksens havde afvist at diskutere et muligt salg af Grønland.

»Dengang havde dronningen inviteret Trump til at komme, og det var pinligt, at det ikke blev til noget. Derfor havde regeringen ikke lyst til at give noget ekstra til den daværende amerikanske regering,« siger Jacob Heinel.

Men nu er det en ny situation, siger han, og noterer at kongehuset benyttede anledningen til at præparere Kronprinsen på et tronskifte, når den tid kommer.

»Det er vigtigt, at han er helt klar til kommende statsbesøg.«

Mandag kunne Kronprinsen udveksle minder med Anthony Blinken. Begge har nemlig gået på Harvard Universitet.

Kronprins Frederik gik der i skoleåret 1992-1993, mens den amerikanske udenrigsminister tog en bachelor i statskundskab fra Harvard i starten af 80erne.