Danskerne er langt fra enige i spørgsmålet om, hvorvidt det er i orden, at 16-årige prins Christian sprøjter champagne ud over unge til fest. Men de fleste synes faktisk, at det er okay.

På de sociale medier florerer videoen af den champagneglade prins, der sprøjter champagne ud over gæsterne på den private klub, La Folie Douce i ski-mekkaet Val Thorens.

Historien blev bragt i B.T. i sidste uge, hvor Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby opfordrede til, at man skal lade de kongelige børn fejle.

»De sociale medier er deres hverdagsfora, hvor de deler oplevelser, tanker og følelser. Det er de unges måde at kommunikere på. Vi skal derfor være varsomme med at problematisere ting, der i de unges øjne faktisk falder helt inden for skiven i forhold til, hvad der er normalt og ordentligt, og i stedet se de unges aktiviteter på de sociale medier i den kontekst, de er skabt i,« udtalte Lene Ballyby til B.T.

Og de fleste danskere synes også, at det forholder sig sådan.

Kronprinsen og prins Christian på Wembley i juli 2021.
Kronprinsen og prins Christian på Wembley i juli 2021. Foto: CATHERINE IVILL
Vis mere

YouGov har lavet en undersøgelse for B.T., og her er danskerne blevet spurgt, om prins Christians opførsel er helt uacceptabel.

21 procent er 'enig' eller 'delvis enig', mens 43 procent er 'helt uenig' eller 'delvis uenig.' Otte procent svarer 'ved ikke'.

Undersøgelsen overrasker ikke historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.

»Det danske kongehus' almindelige tilslutning i befolkningen er omkring 80 procent. Så det er nok kongehusskeptikerne, dem, der er mindst begejstret for Kongehuset, der udgør de 21 procent,« siger han og uddyber:

»Tallene viser stor opbakning og forståelse for prins Christian og Kongehuset,« siger historikeren.

Prinsesse Isabella, prins Christian, kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Josephine og prins Vincent til TV 2s fødselsdagsshow: 'Mary 50 år – Vi fejrer Danmarks kronprinsesse'.
Prinsesse Isabella, prins Christian, kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prinsesse Josephine og prins Vincent til TV 2s fødselsdagsshow: 'Mary 50 år – Vi fejrer Danmarks kronprinsesse'. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men han forklarer også, at medlemmerne af Kongehuset skal være på vagt.

»Spillereglerne er ændret. Der er mange tændte mobilkameraer over alt. Men det er jo ikke kun et vilkår for de kongelige, det er et vilkår for alle andre. Alle, der er offentlige personer, lever under de vilkår,« siger han og minder om, at opmærksomheden også kan være positiv.

»Det er også en chance, hvis man er sød og charmerende. Så kan man booste sig selv på den måde,« siger han.

Det var formentlig det, der skete, da prinsesse Isabella sidste år gik viralt på de sociale medier. Hun hittede blandt andet, fordi hun stillede op til et billede med Anders Hemmningsen.

»Jeg synes, det er meget vigtigt at huske, at de sociale medier kan give begge dele. Det er både en chance og en faldgrube,« lyder det fra Sebastian Olden-Jørgensen.