Storbritannien fejrer mandag britisk babylykke, efter Meghan Markle tidligt mandag morgen fødte sit og prins Harrys første søn.

Den store royale nyhed bliver markeret på gader og stræder af royale fans, mens Buckingham Palace hylder den nyfødte på en helt særlig måde.

For selvom fødslen af Meghan Markle og Harrys søn blev offentliggjort på noget så moderne som Instagram, så annoncerer Buckingham Palace også fødslen på godt, gammeldags papir foran paladset.

Mandag aften offentliggjorde det britiske kongehus således en video, hvor man ser en indrammet officiel meddelelse blive båret ud og placeret på et gyldent staffeli foran Dronningens hjem.

'Dronningen og den royale familie er henrykte over nyheden om, at Hendes Kongelige Højhed hertuginden af Sussex på sikker vis har født en søn klokken 5.26 i dag. Hendes Kongelige Højhed og hendes barn har det begge godt,' står der på meddelelsen.

Det er en tradition i det britiske kongehus, at der udgår en officiel meddelelse på papir, når et medlem af kongehuset fødes.

Den bæres ud på staffeliet, hvor den er placeret i cirka 24 timer.

På billeder fra stedet kan man se, hvordan mennesker flokkes ved hegnet mod det royale slot for at få et billede af det særlige stykke papir.

Folk samles foran Buckingham Palace for at fotografere den royale meddelelse.
Folk samles foran Buckingham Palace for at fotografere den royale meddelelse. Foto: POOL
Vis mere

Ved fødslen af prins William og Kate Middletons børn kunne man på den officielle meddelelse også se underskrifter fra de læger, der havde hjulpet børnene til verden, skriver People.

Det er dog ikke tilfældet på den meddelelse, der nu står foran Buckingham Palace.

Der har tidligere været spekuleret i, hvorvidt Meghan Markle ville føde hjemme på Frogmore Cottage ved Windsor Castle, og det kan muligvis være årsagen til de manglende underskrifter.

Det britiske kongehus offentliggjorde mandag eftermiddag nyheden om, at Meghan Markle havde født en sund og rask søn tidligt mandag morgen.

Det var en glad prins Harry, der mødte pressen mandag eftermiddag.
Det var en glad prins Harry, der mødte pressen mandag eftermiddag. Foto: STEVE PARSONS
Vis mere

Efterfølgende mødte en tydeligt glad prins Harry medierne og satte ord på den store dag.

»Jeg er så utrolig stolt af min kone. Og, som alle fædre og forældre vil sige, så er ens barn helt fantastisk, men det her lille væsen er fuldstændig til at dø over, så jeg er fuldstændig henrykt,« sagde prins Harry foran pressen i Windsor mandag.

Prins Harry sagde samtidig, at han og Meghan Markle vil vise deres nyfødte frem om et par dages tid.

Det nye kongelige familiemedlem blev født klokken 5.26 mandag morgen og vejer 3,260 kilo.