En bestemt udtalelse fra kong Frederik i denne uge fik B.T.s underholdningsredaktør, Fie West Madsen, til at spærre øjnene op.

Fredag udtalte kong Frederik sig første gang om den højspændte situation på Grønland få timer før, USAs vicepræsident, J.D. Vance, landede på den amerikanske militærbase. 

»Som jeg har sagt før, lever vi i en forandret virkelighed. Der skal ikke herske tvivl om min kærlighed til Grønland, og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt,« sagde kong Frederik til TV 2.

 Herefter udkom Kongens citater på Kongehusets officielle kanaler på både dansk, engelsk og grønlandsk.

'Meget bemærkelsesværdigt'
»Det er meget bemærkelsesværdigt og i mine øjne et tegn på, at Kongen bliver brugt til at støtte op om regeringens linje om at sige fra over for USA - men stadig på en afdæmpet og subtil måde, som det hører sig til for et kongehus,« siger Fie West Madsen. 

Hun kommer med den udtalelse, efter en ekspert søndag har vurderet, at der er et potentiale i at bruge kong Frederik i den højspændte krise Danmark og Grønland lige nu står i over for USA.

Fie West Madsen mener nemlig, at det viser, at kong Frederik allerede er på banen i krisen, selvom han ikke kommer ind på sit syn på USAs præsident, Donald Trump. 

B.T. underholdningsredaktør henviser også til, at kong Frederik under et statsbesøg i Finland tidligere på måneden holdt en meget politisk tale og nævnte vigtigheden af Nato.

»Det er min opfattelse, at Kongen allerede er sat i spil i den her diplomatiske krise, men på en måde hvor han er blevet brugt til at understøtte regeringens linje og vise sammenhold i Rigsfællesskabet og Europa,« siger hun.

Kan gøre som kong Charles
Skal kong Frederik bruges mere aktivt over for USAs præsident, Donald Trump, vurderer Fie West dog, at man kan lade sig inspirere af Storbritannien. 

Da Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, i februar var på beøg hos Donald Trump i Det Hvide Hus, havde han nemlig en konvolut med en invitation fra kong Charles, der håber at se Donald Trump på statsbesøg engang i fremtiden.

»Det kunne jeg også forestille mig, at vi kunne se kong Frederik gøre, men kun hvis regeringen mener, det er den vej, man vil gå,« siger Fie West Madsen.