Det har potentiale, hvis kong Frederik ønsker at indtage en mere aktiv rolle i den højspændte krise, der lige nu er mellem USAs præsident, Donald Trump, og den danske regering om Grønland.

Det mener Mikkel Runge Olesen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Donald Trump kan godt lide pomp og pragt. Kan man få sat noget symbolsk op for Trump, der i hans egen selvforståelse sætter ham i et godt lys, så vil det have et potentiale,« siger han.

Kong Frederik har meldt sig ind
Det danske kongehus meldte sig med et opslag på Facebook lørdag ind i krisen mellem Danmark, Grønland og USA.

»Vi lever i en forandret virkelighed. Der skal ikke herske tvivl om, at min kærlighed til Grønland og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt,« lød det fra kong Frederik i opslaget.

Mikkel Runge Olesen mener netop, at kong Frederiks store populariet og kærlighed for Grønland taler for, at han kan få en aktiv rolle, hvis han ønsker det.

»Man skal ikke tro, at kong Frederiks medvirken med et slag vil løse krisen, men som supplement til en større løsning, kunne jeg sagtens forestille mig, at det kunne bidrage positivt,« siger han.

Seniorforskeren tænker, at det er mest oplagt med en aktiv rolle til kong Frederik i forbindelse med indgåelsen af en ny aftale med USA. 

»Her kan man forestille sig, at Kongehuset kan få en rolle i forbindelse med en eventuel underskriftceremoni i Grønland eller ved at invitere til gallamiddag i Danmark,« siger Mikkel Runge Olesen. 

'Mærkværdig verden'
Han vil heller ikke afvise mere atypiske ideer, som foreksempel at invitere Trump på hundeslædetur eller lignende.

 »Vi lever i en mærkværdig verden, hvor det jo nærmest kun er fantasien, der sætter grænser,« siger han og tilføjer:

»Men ønsker kong Frederik at tage en mere aktiv rolle, vil det selvfølgelig skulle aftales med Grønland, så der er enighed om det.«

B.T. forsøger at få en kommentar fra Kongehuset til udtalelsen fra eksperten.  

Følg udviklingen i B.T.s LIVE-blog lige her.