Kong Frederiks besøg i Grønland mandag kan sende et stærkt signal til USAs præsident, Donald Trump, og hans administration.
Det mener B.T.s underholdningsredaktør, Fie West Maden, der ser rejsen som et naturligt næste skridt i kølvandet på Danmark og USAs uenigheder om Grønlands fremtid.
»Siden krisen mellem Danmark og USA begyndte, har vi har set kong Frederik udtale sig om Grønland to gange, og at han nu tager afsted er et naturligt næste skridt, efter vi også så statsministeren besøge Grønland i starten af måneden,« siger redaktøren.
»Der er jo en ret stærk symbolik i, at en del af Danmarks territorium er under retorisk angreb, og at vi nu sender landets regent, Kongen, til Grønland.«

Det er særligt den danske konges popularitet blandt grønlænderne, som ifølge Fie West Madsen kan sende et signal til Trump.
»Vi ved, at kong Frederik er ekstremt populær blandt grønlænderne, og da han og dronning Mary besøgte Grønland i sommer, så vi flere billeder af store menneskemængder, der stimlede sammen for at hilse på dem,« siger hun.
»Den slags billeder kunne man forestille sig, at vi vil se igen under sådan et besøg – og det vil jo i den grad sende et signal til den amerikanske regering og Donald Trump om et stærkt bånd mellem Danmark og Grønland.«
Kong Frederik rejser til Grønland sammen med Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, der forinden besøger Danmark.

»Nu kender vi ikke programmet for kong Frederiks besøg, men det vil overraske mig meget, hvis han ikke benytter lejligheden til at udtale sig, og her bliver det for alvor interessant at se, om han går mere til stålet, end vi har set hidtil,« fortsætter B.T.s underholdningsredaktør og tilføjer:
»Hidtil har Kongen udtalt sig meget diplomatisk om sit gode forhold til Grønland og grønlænderne, men det vil næsten være underligt, hvis han ikke italesætter krisen mere eksplicit, når han står på grønlandsk jord.«
I slutningen af marts fremhævede kong Frederik sin kærlighed til Grønland og det grønlandske folk i en periode, hvor Donald Trump næsten dagligt gav udtryk for sit ønske om at overtage Grønland.
Det skete samtidig med, at USAs vicepræsident, J.D. Vance, besøgte Grønland.
