B.T.s underholdnings-redaktør om dronning Margrethes udskrivelse: 'En enorm lettelse'
Dronning Margrethe nyder stor opbakning og kærlighed fra danskerne, og derfor må mange være lettede over, hun nu igen er hjemme efter »en kæmpe forskrækkelse« med hele to indlæggelser, lyder det fra Fie West.
Arkiv. Dronning Margrethe er vendt hjem til residensen på Fredensborg Slot efter at være blevet udskrevet fra Rigshospitalet fredag. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
For mange danskere er det uden tvivl »en enorm lettelse«, at dronning Margrethe nu er hjemme i vante rammer igen efter sin anden indlæggelse på få dage.
Sådan lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør Fie West.
Fredag kunne Kongehuset meddele, at dronning Margrethe er blevet udskrevet fra Rigshospitalet, hvor hun i fem dage var indlagt efter en behandling for en større blodansamling, hun havde fået ved hoften efter et tidligere fald.
Ugen før var hun kun netop blevet udskrevet fra selvsamme Rigshospitalet, hvor hun i seks dage var indlagt med hjerteproblemer.
Dronningen havde oplevet hjertekramper og fik her foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.
»Det har helt sikkert været en kæmpe forskrækkelse for mange danskere, at dronning Margrethe nu har været indlagt to gange på to uger,« siger B.T.s underholdningsredaktør Fie West.
Dronning Margrethe er fredag blevet udskrevet fra Rigshospitalet efter en fem dage lang indlæggelse efter en behandling for en større blodansamling ved hoften efter et tidligere fald. Forinden var den 86-årige dronning indlagt i seks dage med hjertekramper, hvor hun fik foretaget en ballonudvidelse af kranspulsåren. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Heldigvis lyder den seneste melding fra Kongehuset altså nu fredag, at dronning Margrethe »har det godt«, men den 86-årige dronning skal »fortsat tage den med ro« hjemme på residensen på Fredensborg Slot, hvor hun nu opholder sig.
»For langt de fleste danskere har dronning Margrethe været en konstant i vores liv, og hun betyder rigtig meget for mange, hvorfor det naturligvis også fylder, når hun ikke har det godt,« lyder det fra Fie West.
»Af samme grund er det naturligvis en enorm lettelse, at dronning Margrethe nu er udskrevet og har det godt.«
Dronning Margrethe har faktisk allerede forpligtelser i kalenderen i næste uge – men her har Kongehuset taget forbehold for, at man kan blive nødt til at aflyse. Læs mere om det HER.