Dronning Margrethe nævnte Tysklands problematiske fortid i historisk tale i Berlin onsdag aften.
Dronningen var til statsbanket i Schloss Bellevue, der er den officielle residens for den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier.
I talen nævnte Dronningen, at Danmarks forhold til Tyskland ikke altid har været så godt, som det er i dag.
»Alt har ikke altid været så harmonisk, som det er i dag. Selv hører jeg til en af de generationer, som er vokset op, mens forholdet mellem Danmark og Tyskland var meget vanskeligt og behæftet med en vis grad af skepsis. Sådan forholder det sig lykkeligvis ikke i dag,« sagde dronning Margrethe.
Den 81-årige danske regent er på statsbesøg i Tyskland, som er hendes andet statsbesøg i hendes lange regeringstid. Første besøg var i 1974, da Berlin havde et skræmmende jerntæppe, der delte byen i to. Sådan er det heldigvis ikke længere.
Det nævnte Kronprinsen også tidligere på dagen, da han talte til det danske pressekorps.
»Jeg nåede ikke at besøge Østberlin som gymnasieelev. Det var der mange, der gjorde dengang i 1980erne. Der havde vi jo en mur her, og der havde vi jo ikke kunnet stå her, hvor vi står i dag, og tale, som vi gør nu. Derfor er det også ufatteligt, at der har eksisteret noget så anderledes,« sagde han.
I aftenens tale nævnte Dronningen også markeringen af genforeningen i Sønderjylland i 1920. Tysklands præsident, Steinmeier, var nemlig også til stede ved markeringen i år.
»Det besøg understregede yderligere det gode forhold, der består mellem vore to lande og de nære bånd, som knytter befolkningerne i grænselandet sammen. I dag kan vi med glæde konstatere, at grænsen ikke længere er en begrænsning, men en levende bro,« sagde Dronningen, og understregede, at hun håber, at det dansk-tyske venskab 'må bestå og udvikle sig'.
Statsbesøget i Tyskland afsluttes lørdag. Fredag drager Dronningen uden Kronprinsen til München for at afslutte det historiske besøg.
Danmark har ikke været på udgående statsbesøg siden 2019, hvor Dronningen også havde Kronprinsen med til Argentina.
»Det er jo ikke første gang, jeg ledsager min mor. Og her i Berlin er noget helt særligt. Man ser en storby og en hovedstad, som har genfundet en glans, som den fortjener,« sagde Kronprinsen tidligere onsdag til B.T.
Dronningen understregede, at hun var glad for at have sin søn med.
»Jamen, jeg synes, han svarer vældig godt,« lød det fra Dronningen.