Tilhængere af det britiske kongehus kan med fordel finde flaget frem. En royal familieforøgelse har fundet sted tirsdag i Storbritannien.

Det er prins Andrew og hans ekskone hertuginde Sarah, der kan kalde sig nybagte bedsteforældre for første gang.

Parrets yngste datter, prinsesse Eugenie, der blev gift i 2018, er nemlig nedkommet med sit første barn.

Dermed er der kommet lidt ny glæde ind i den royale familie, der den seneste tid ellers har været hårdt ramt af uheldige sager. Blandt andet har den nyslåede morfar, prins Andrew, selv været omdrejningspunkt i skandalen om den sexdømte Jeffrey Epstein, som prinsen var venner med.

Fødslen af den lille dreng har længe været ventet og fandt sted tirsdag morgen på Portland Hospital nær Regent’s Park i London, oplyser det britiske kongehus i en pressemeddelelse.

Prinsessens mand, Jack Brooksbank, var til stede ved fødslen, der fandt sted klokken 8.55.

Det lille nye medlem af den royale familie vejede 3,7 og kom til verden på samme hospital som sin mor.

Mens mange medlemmer af den kongelige familie – herunder prinsesse Diana og hertuginde Kate – har valgt at føde deres børn på St. Marys hospital i London, blev prinsesse Eugenie og hendes søster, prinsesse Beatrice, født på Portland Hospital. Og den tradition har familien altså valgt at videreføre.

Prinsesse Eugenie er 30 år og nummer ti i tronfølgen til den britiske trone. Dermed bliver hendes søn nummer 11.

Prins Andrew er netop blevet morfar. Her ses han med begge sine døtre.
Prins Andrew er netop blevet morfar. Her ses han med begge sine døtre. JUSTIN TALLIS

Både dronning Elizabeth, prins Philip, prins Andrew, hertuginde Sarah samt Brooksbanks forældre er alle glade for familieforøgelsen.

Den lille dreng, hvis navn endnu ikke er blevet offentliggjort, er dronning Elizabeths niende barnebarn.

Officielt er han prins Andrew og hertuginde Sarahs første barnebarn, men deres ældste datter, prinsesse Beatrice, har fået en stedsøn, Wolfie, efter hun blev gift med italienske Edo Mozzi. Og ham anser prinsen og hertuginden også som deres barnebarn.

Det har hertugindens talsmand tidligere udtalt til Daily Mail:

»Wolfie er allerede et meget elsket medlem af familien, og hertuginden er glad for at sige, at hun også anser Wolfie som sit barnebarn«, lød det.