Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

For første gang nogensinde har Dronningen besluttet at besøge Frederiksberg i forbindelse med sit sommertogt.

Besøget, der finder sted 1. september, er dog forbundet med en række udgifter for kommunen.

Frederiksbergs borgmester har derfor reserveret i underkanten af en halv million kroner til det royale besøg. 471.000 støttekroner for at være eksakt.

Det betyder, at Dronningens besøg lægger beslag på hele det resterende beløb på borgmesterens eventpulje for i år.

Det vækker politiske panderynker hos Enhedslisten, der hellere ser pengene brugt på andre formål.

»Nu er Enhedslisten jo et republikansk parti, så vi er på den måde ikke store tilhængere af nedarvede privilegier. Derfor står et dronningebesøg heller ikke øverst på listen over initiativer, vi ville have taget,« siger den kendte EL-profil Pelle Dragsted, der er rådmand i Frederiksberg Kommune.

Anderledes euforisk er stemningen på borgmesterkontoret.

Her er borgmester Michael Vindfeldt (S) »meget glad«.

»Det bliver en festdag med mulighed for at tage del i dagen for alle frederiksbergborgere, og vi glæder os til at vise vores fantastiske by frem for Dronningen,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Derfor har vi reserveret midler fra en pulje, der netop går til at støtte særlige events. Udgifterne til besøget kan afholdes inden for vores eksisterende budgetter,« fortsætter borgmesteren.

I forvejen har to andre arrangementer fået bevilget 50.000 kroner hver fra den såkaldte event- og udviklingspulje, der har et samlet budget på 571.000 kroner og typisk bliver brugt på begivenheder, aktiviteter og events, som ikke kan opnå støtte via Kultur- og Fritidsudvalgets puljer.

Disponeringerne sker både på borgmesterens initiativ og efter indstilling fra forvaltningen.

»Jeg ved ikke, om et royalt besøg gavner os økonomisk. Men jeg tror, at det for mange borgere med et mere royalt sindelag end mig er en stor symbolsk og følelsesladet ting,« siger Pelle Dragsted.

Trods kritikken har Enhedslisten dog ikke i sinde at gå op imod flertallet på rådhuset, der bakker op dronningebesøget.

»Vi respekterer, at der er et flertal, der mener, at Kongehusets besøg er værdifuldt. Derfor har vi heller ikke tænkt os at sætte os på tværs,« siger Pelle Dragsted.

B.T. har kontaktet Kongehuset med henblik på at få oplyst, hvilke udgifter Kongehuset selv afholder under det kommende sommertogt.

Kongehuset er dog ikke vendt tilbage.

Andre læser også