De engelske medier kalder det landets største skilsmissesag - nogensinde.

Og lad det være sagt med det samme; det er ikke småbeløb, der nu skal betales.

I det ene ringhjørne har vi Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum, Dubais regent og premierminister i de Forenede Arabiske Emirater. I det andet har vi den yngste af hans seks koner, prinsesse Haya Bint Al-Hussain, som er datter af Jordans tidlige regent, kong Hussein.

Skilsmissen gik igennem i 2019, men først nu er de økonomiske kompensationer faldet på plads. Ifølge BBC løber dommen op i intet mindre end 555 millioner pund - hvilket svarer til mere end 4,8 milliarder danske kroner.

Storbritanniens High Court - som herhjemme svarer til Landsretten - har besluttet, at Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum skal betale prinsesse Haya Bint Al-Hussain et engangsbeløb på godt 2,2 milliarder kroner.

Derudover skal han også stå for, at parrets to børn får årlige betalinger på knap 50 millioner kroner hver. Retten har krævet, at Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum stiller en garanti for disse betalinger på 2,6 milliarder kroner.

Når summerne når så højt op, skyldes det flere faktorer.

Pengene skal blandt andet dække vedligeholdet af to paladser i London og Surrey, men også betale sikkerhedsanstaltninger for prinsesse Haya og deres to børn, som hun i 2019 tog med, da hun flygtede fra Dubai.

72-årige Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum har set med milde øjne på flugten - selvom han ellers er vant til, at kvinderne i hans liv smutter. Det er således hans femte skilsmisse ud af seks ægteskaber.

Prinsesse Haya flygtede, fordi hun frygtede for sit liv, efter Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum opdagede en affære, hun havde med sin bodyguard.

Hun blev ved at modtage trusler, efter hun og børnene var flygtet til England. Blandt andet beskeder, hvor der stod, at »vi kan nå dig overalt«.

Derfor har hun også brugt store summer på at sikre sin og børnenes sikkerhed.

Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum har da også en historik med at udøve sin magt langt udover Dubais grænser. Han menes således at have kidnappet en af sine døtre tilbage til Dubai, mens en anden to gange har forsøgt at flygte.

Regenten afviser, at dette skulle have fundet sted, selvom High Court har slået fast, at det med al sandsynlighed passer.

Prinsesse Hayas frygt er derfor velbegrundet, og Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum har da heller ikke ligefrem ladet sin ekskone være i fred, efter hun skiftede adresse.

Tidligere på året dømte High Court således, at han ulovligt havde fået adgang til prinsesse Hayas mobiltelefon, samt hendes bodyguards og advokaters mobiltelefoner. Noget, der var sket via hacking.

Nok engang afviste Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum, men dommeren var altså ikke i tvivl.

Dommeren bag den seneste dom, Justice Moor, lagde da også vægt på, at prinsesse Haya og hendes familie er ekstra udsatte, da truslen netop kommer fra en mand, som har en hel stats ressourcer til sin rådighed.

Sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum har efter dommen fortalt,  at han ikke har nogen intentioner om at gøre prinsessen ondt.